23948sdkhjf

Nu åbner ny discountkæde i Nordjylland

Torsdag morgen kommer en ny mulighed for at handle billige basisvarer

En ny discountkæde kommer torsdag til Nordjylland, når Salling Group slår dørene op til den første Basalt forretning i landsdelen.

Den åbner på Bispensgade i Hjørring, hvor den erstatter en Netto-forretning.

Konceptet er at komme økonomisk trængte kunder i møde med tilbud om billigere basisvarer, der er kørt ind i forretningerne på paller. Til gengæld er der ingen kølediske til fx kød og friske mælkeprodukter, og der er også skåret ned på åbningstiderne i forhold til Netto. Basaltforretningerne vil have åbent fra 8-19.

Salling Group er i færd med at åbne ti Basalt forretninger i hele landet, og erfaringerne, siden de første slog dørene op midt i oktober, har resulteret i en top fem over de varer, som der blevet solgt mest af i den nye discountkæde. Det oplyser koncernen i en pressemeddelelse:

1: Rapsolie

2: Solsikkeolie

3: Bananer

4: Toiletpapir

5: Dåsetomater

- Vi var godt klar over, at madolie ville være populært, men ikke at det var så populært. Vi vidste, at de basale varer som toiletpapir og tomater på dåse ville være blandt kundernes favoritter, men ikke at madolie ville ligge helt i toppen, for det ikke normalt den vare, vi sælger mest af, siger kædechef i Basalt Henrik Nielsen.

Basalt vil være kendetegnet ved et bredt udvalg af de mest basale dagligvarer, der altså hverken kræver køl eller frost. Det vil sige almindelige basisvarer som pasta, havregryn, toiletpapir, bleer, tandpasta, langtidsholdbar mælk, mel og brød samt et basalt udvalg af frugt og grønt. Der er ingen mængderabatter, men til gengæld hævder Salling Group, at priserne ligger cirka 15 procent under, hvad man ellers kan få dem til i andre forretninger.

- Med et innovativt butikskoncept vælger vi at tænke nyt frem for at skære ned, og mens inflationen har presset priserne op med ni procent, hugger vi nu gennemsnitligt 15 procent af priserne i Basalt, siger Per Bank, administrerende direktør i Salling Group.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078