Foreløbigt grønt lys til T. Hansen og JYSK i Bramming
Esbjerg Kommunes Plan- og Miljøudvalg har godkendt planerne om at anlægge en JYSK og en T. Hansen i Bramming nær Esbjerg.
Tidligere havde der været tvivl om, hvor vidt det kunne lade sig gøre, fordi man frygtede at det ville fjerne folk fra bymidten.
Men efter en ny undersøgelse er konklusionen, at det ikke i særlig høj grad vil gå ud over bymidten, og det i stedet vil gavne den samlede omsætning i Brammings handel.
Derfor kom udvalget frem til at stemme for, men før man kan være sikker, skal forslaget i høring, og derefter skal byrådet godkende den endelige lokalplan for området, hvor der i forvejen ligger en Jem & Fix.