Pandoras omsætning vokser derudad: Runder 20 milliarder
Pandoras omsætning rundede for første gang 20 milliarder kroner i 2016 svarende til en vækst på 21 procent.
Den danske smykkekoncern formåede i hvert fald endnu engang at overgå sig selv sidste år, hvor man for første gang rundede en omsætning på 20 milliarder kroner.
Mere præcist endte den på 20,3 milliarder kroner svarende til en stigning på 21 procent.
Indtjeningen er også fulgt med, idet resultatet efter skat endte på lidt mere end 6 milliarder kroner.
Det betyder, at selskabets aktionærer kan se frem til en sand pengeregn i år.
- Vores pengestrøm forsatte med at være stærk, og vi foreslår en næsten tredobling af den samlede dividendeudbetaling i 2017 til 36 kroner per aktie.
- Dette er naturligvis et bevis på en stærk tro på vores forretning, men også for at tilpasse vores likviditetsudlodning med vores aktionærers præferencer, siger administrerende direktør Anders Colding Friis.
Pandora regner samtidig med, at vækstlokomotivet kan holde nogenlunde samme fart i år.
Forventningerne til 2017 lyder på en omsætning på mellem 23 og 24 milliarder kroner.
I 2016 rundede Pandora konceptbutik nummer 2000 på verdensplan.
Planen for i år er at udvide butiksnetværket med yderligere 275 konceptbutikker.
Halvdelen af dem er butikker, som Pandora selv ejer, resten drives på franchisebasis.
Pandora har en strategi om at have så stor indflydelse på sit forhandlernetværk som muligt.
På samme måde ser man helst smykkerne ligge i særlige Pandora-butikker frem for i butikker, hvor man skal dele opmærksomheden med andre brands.
For at kunne følge med efterspørgslen åbnede Pandora i oktober et nyt produktionsanlæg i det nordlige Thailand, ligesom man er i gang med at bygge yderligere en fabrik i industriområdet Gemopolis i Bangkok.
/ritzau/