23948sdkhjf

Naturli' Foods fik hjælp fra Facebook-følgere

Næsten 3.000 danskere med til at udvikle ko-fri smørbart

Naturli’ Foods har sendt et nyt alternativ til smør på markedet - et plantebaseret, økologisk og smørbart produkt med navnet "Naturli’ Økologisk smørbar". Og det er sket med hjælp fra tusindvis af firmaets følgere på Facebook, skriver Naturli' Foods i en pressemeddelelse.

Virksomheden spurgte sine titusindvis af følgere Facebook-siden Plantebevægelsen til råds, da produktet skulle udvikles, og de svarede igen med op imod 3.000 kommentarer med gode råd og ideer - blandt andet til navn til det smørbare produkt, pris, indhold, smag og design af emballage.

- Interessen fra forbrugerne har været overvældende. Vi har fået næsten 3.000 kommentarer, og dialogen er nået ud til 300.000 mennesker. Rigtig mange har givet deres mening til kende om produktet og indpakningen og bekræftet os i, at der virkelig mangler et produkt lavet på planter, der kan bruges i stedet for smør. Vi vil klart også i fremtiden bede forbrugerne om hjælp, når vi skal være sikre på, at et produkt rammer et behov, siger Henrik Lund, fra Naturli’ Foods.

- Farve og pris ikke så vigtigt
Adskillige af kommentarerne kom vidt omkring med forventninger til det smørbare alternativ.

- Det må gerne smage af smør, hvis muligt, for jeg savner lidt smagen, efter jeg er er blevet veganer. Skal være salt, synes jeg. Farven er ikke så vigtig, vigtigere at det er rent. Prisen er heller ikke så vigtig for mig - betaler gerne lidt ekstra for gode produkter, inden for rimelighedens grænser, skrev en af forbrugerne således.

Det nye produkt er lavet af raps, kokos, sheanødder og mandler, og det er gluten- og laktosefrit.

- Vi har været på markedet siden 1988, men nu mærker vi for alvor et positivt skred i forbrugernes bevidsthed. Vi samarbejder med foreninger som Dansk Vegetarisk Forening og Kødløs Mandag, fordi flere plantebaserede fødevarer på spisebordet både er godt nyt for den enkelte og for verden, konstaterer Henrik Lund.

 

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093