23948sdkhjf

Danskerne finder inspiration på nettet, men køber stadig lokalt

Godt hver femte dansker har inden for den seneste måned fundet inspiration i en fysisk butik for senere at købe varen på nettet. Men over dobbelt så mange har gjort det omvendte.
I de senere år er der talt meget om, hvordan internethandlen vinder frem på bekostning af de fysiske butikker i lokalområderne. Men faktisk er billedet slet ikke så sort/hvidt.

Det viser en ny befolkningsundersøgelse fra søgevirksomheden Eniro Danmark. Ifølge undersøgelsen er der nemlig mere end dobbelt så mange, som bruger nettet som en inspirationskilde, men stadig køber lokalt, end der er danskere, som finder inspiration i fysiske butikker og handler på nettet.

Tendens til omvendt showrooming
Marketingfolk har ellers introduceret os for begrebet showrooming: et nyt købsmønster, hvor en kunde går ind i en butik, får vejledning og måske prøver varen – for derefter at gå hjem og købe produktet på nettet.

Ifølge den nye undersøgelse er det dog kun 21 procent af danskerne, der har praktiseret showrooming inden for den seneste måned. Mens hele 45 procent har gjort det omvendte og fundet inspiration i et digitalt showroom på nettet og senere købt produktet i en fysisk butik.

- Undersøgelsen nuancerer billedet af, hvad den fortsatte digitalisering og de unge digitale forbrugere betyder for de fysiske butikker i lokalområderne. Internettet er ikke en modspiller, men kan være en afgørende medspiller – hvis forretningerne forstår at udnytte mulighederne rigtigt, siger Kristoffer Apollo, kommunikationschef hos Eniro Danmark.

Eniro: Butikker bør bruge nettet aktivt
Lidt overraskende er det især blandt de unge mellem 18 og 36 år, at der er en tendens til omvendt showrooming. Her har over halvdelen, 56 procent, inden for den seneste måned fundet inspiration på nettet og senere købt varen i en fysisk butik, mens blot 28 procent har gjort det omvendte og handlet online.

- Det viser, at købsmønstrene blandt de digitale unge ikke nødvendigvis er ensbetydende med de fysiske butikkers død. Det er klart, at digitaliseringen og nethandlen giver et vist pres på de fysiske butikker, men det er muligt at vende udviklingen til sin fordel, siger Kristoffer Apollo, og fortsætter:

- Det handler om at se på, hvordan forskellige digitale redskaber og kanaler på internettet kan være med til at understøtte forretningen. Hvordan kan de indgå i en målrettet markedsføringsindsats, og hvordan kan de bruges til at forbedre kundeoplevelsen på tværs af både digitale og fysiske kontaktpunkter mellem butik og kunde? Det er den slags spørgsmål, som man bør stille sig selv for at opnå succes.”

Fakta om undersøgelsen
  • 45 procent af danskerne har inden for den seneste måned mindst én gang fundet inspiration på nettet og senere omsat det til et køb i en fysisk butik.
  • 21 procent af danskerne har inden for den seneste måned mindst én gang fundet inspiration i en fysisk butik og senere omsat det til et køb på nettet.
  • 56 procent af danske unge mellem 18 og 36 år har inden for den seneste måned mindst én gang fundet inspiration på nettet og senere omsat det til køb i en fysisk butik, mens blot 28 procent mindst én gang har fundet inspiration i en fysisk butik og senere omsat det til et køb på nettet.
  • 71 procent af den danske befolkning har inden for den seneste måned handlet online, og hele 10 procent har i perioden gjort det mere end fem gange.
  • Når danskerne handler online, er det primært via computeren (68 procent), men også mobiltelefoner (25 procent) og tablets (24 procent) vinder frem som købskanaler.
  • Undersøgelsen om danskernes holdning til at købe lokalt er foretaget gennem Epinions Danmarkspanel på vegne af Eniro Danmark. Undersøgelsen er udført i perioden fra den 1. november til den 7. november 2016, hvor i alt 1.972 danskere har deltaget.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078