Lars Larsen vil til Sydamerika
I hvert fald er Lars Larsens internationale detailkoncern på vej med planer om at åbne Jysk-butikker i også den verdensdel.
I første omgang er søgelyset rettet mod Chile. Det sker gennem koncernens tyske datterselskab, Dänische Bettenlager, som driver tæt ved 1.200 butikker i Tyskland og Østrig samt Schweiz, Italien, Frankrig, Spanien og Portugal.
Netop erfaringerne fra Jysk-butikker i Spanien og Portugal, som senest er kommet til, skal bruges i den sydamerikanske region.
- Vi leger lige nu med tanken om, at Lars Larsens 70 års fødselsdag om to år skal fejres i Sydamerika. Vi har allerede sonderinger og nået frem til, at det første marked der bliver Chile, siger Åge Nielsen, som er chef for Dänisches Bettenlager, til Finans.
Ud over Sydamerika har Lars Larsens koncern aktuelt planer om at ekspandere i en række lande og markeder. Det gælder blandt andet i Asien, hvor lokale partnere allerede har åbnet franchiseforretninger i blandt andet Vietnam, Indonesien og Singapore.
Jysk har til gengæld haft svært ved at bide sig fast i Kina, hvor koncernen i 2010 satte fart i en storstilet satsning med åbning af den første butik. Samlet har Jysk dog ifølge Finans flere end 2.400 butikker i 47 lande.
- Jysk er blandt detailselskaberne meget stærk til at læse de lokale markeder og eksekvere ud fra det. Det beviser deres fortsatte ekspansion, mener administrerende direktør Henning Bahr, Retail Institute Scandinavia.