Østerild klar med ny købmand
Anpartskapital på 2,5 mio. kr. skal være med til at finansiere ny købmandsbutik.
Det er i hvert fald visionen i foreningen Østerild Erhvervsinvest, som onsdag indbyder til borgermøde om den kommende købmandsbutik, indrettet i Land & Fritids nuværende butikslokaler, tæt på krydset Hjardemålvej-Gl. Aalborgvej i udkanten af Østerild.
På borgermødet vil den kommende købmand blive præsenteret. Hvem det er, ved stort set kun formanden for Østerild Erhvervsinvest, Søren Lukassen, og han vil inden onsdagens møde kun afsløre, at det drejer en mand fra lokalområdet, som Søren Lukassen har kontaktet, og som har sagt ja til at blive ny købmand i Østerild.
Men projektet kan kun blive til virkelighed med økonomisk opbakning fra lokalsamfundet. Det er planen, at der skal tegnes anparter for 2,5 mio. kr. - hvilket dog er mindre end en tredjedel af en samlet pris for overtagelse, ombygning og indretning af den nye butik. Resten skal finansieres ved banklån og leasingaftale.