23948sdkhjf

Dansk Industri: EU-arbejdskraft er winwin for Danmark

Der er rigelig plads til både danske medarbejdere og importeret arbejdskraft, siger Dansk Industri.
Det kommer ikke bag på arbejdsmarkedspolitisk chef Steen Nielsen fra Dansk Industri, at der er overskud i statskassen på udlændinge fra andre EU-lande, der arbejder i Danmark.

- Vi kan jo mærke, at østeuropæerne og europæerne i det hele taget er her for at arbejde. De er i job i stort set samme omfang som danskerne, og betaler dermed jo også skat, siger han.

En ny analyse viser ifølge Politiken for første gang, hvad herboende EU-borgere bidrager med til den fælles kasse.

Regnestykket viser, at EU-borgere generelt i 2013 ydede i gennemsnit 21.205 kroner i nettobidrag til den danske velfærdsstat. En østarbejder betød et overskud på 7000 kroner, når alle velfærdsydelser er modregnet.

Der arbejder omkring 180.000 med udenlandsk statsborgerskab i Danmark p.t. De fleste kommer fra EU-lande.

- Uden dem ville det være virkelig svært at at få dagligdagen til at hænge sammen for virksomhederne, siger Steen Nielsen.

Han understreger, at den udenlandske arbejdskraft ikke tager noget fra danskerne.

DI-chefen henviser blandt andet til, at den danske ledighed på cirka fire procent er lav, og at den er faldet de seneste år, selv om der samtidig er kommet flere arbejdere til fra udlandet.

- Så der er ikke nogen, der holdes udenfor.

- Selvfølgelig skal vi sørge for, at vi har nogle ordninger, der ikke kan misbruges af folk, der kommer udefra, og at de, der kommer, respekterer de spilleregler, vi har i Danmark. Vi skal heller ikke tiltrække folk, der ikke er brug for, og som ender med at ligge os til last.

- Men det er heller ikke tilfældet. (...) Der er plads til alle, siger Steen Nielsen.

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) har "ikke grund til at anfægte tallene". Men han fastholder regeringens ambition om at indsnævre udlændinges ret til visse velfærdsydelser.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093