Lene Bjerre åbner showroom i København
Interiør- og designvirksomheden Lene Bjerres nye forhandler-showroom i hovedstaden kan melde om ”alt optaget” hele ugen.
- NYT SHOWROOM I KØBENHAVN! Nu er vi klar til at tage imod endnu flere kunder fra hele verden, som kan opleve skønne København på samme tid. Vi er vilde med det #lenebjerre#lenebjerredesign #showroom #denmark #københavn #interior#copenhagen #deco
Og de er ikke de eneste, der er vilde med det 350 kvadratmeter store nyåbnede showroom på Carl Jacobsens vej i Valby.
- Vi åbnede lige før weekenden, og det er blevet modtaget super godt. Der er fuld besætning på hele ugen, siger marketingskoordinator Mariella Hostrup til Wood Supply.
Showroomet er kun for forhandlere og pressekontakter, og selvom virksomheden altid har haft et 400 kvadratmeter stort showroom i Nibe, så er der en ganske god grund til, at man har valgt at etablere sig i Valby.
- Vi vil gerne kunne præsentere endnu flere kunder og pressekontakter for vores to årlige kollektioner og give dem den fulde oplevelse af Lene Bjerre universet. Over 80 procent af vores salg er til eksport og det er altså lidt af en rejse vores kunder skal ud på for at komme til Nibe. Derfor har vi valgt København, hvor det er lidt lettere for vores internationale kunder at smutte inden for, forklarer Mariella Hostrup.
Lene Bjerre har i forvejen, udover det i Nibe, showrooms i Tyskland, England, Holland og Italien.