23948sdkhjf

Lokal Bauhaus hjælper veteranerne i København

Veteranhjemmet på Frederiksberg, der er samlingssted for alle tidligere danske udsendte, trænger til at blive renoveret. Nu har veteranhjemmet fået hjælp fra en uventet kant, så de slidte faciliteter kan få nyt liv.
Byggevarehus og socialt arbejde er umiddelbart ikke to ting, man forbinder med hinanden. Men på veteranhjemmet på Frederiksberg har man hårdt brug for et nyt gulv, og det fik for nylig veteranhjemmet til at henvende sig til Bauhaus’ erhvervsafdeling i Glostrup.

- Vi fik en ansøgning fra veteranhjemmet, som ønskede sig et nyt gulv. Derfor valgte vi at besøge dem, så vi kunne se faciliteterne ved selvsyn. Det gjorde enormt indtryk på os at se veteranerne og de mange frivillige, der i fællesskab skaber et frirum med plads til socialt samvær og selvhjælp i en svær tid, siger Jack Nielsen, der er leder af erhvervsafdelingen i Bauhaus Glostrup.

Derfor valgte Bauhaus i Glostrup at støtte veteranhjemmet med 300 kvadratmeter nyt gulv til fællesfaciliteterne på veteranhjemmet.

Afhængig af donationer
På veteranhjemmet vækker donationen stor glæde. Her fortæller Benjamin O. Yeh, som selv er tidligere soldat, at hjemmet er afhængig af forskellige donationer for at få økonomien til at løbe rundt.

- Vi har fået tildelt et hus, hvor der er en meget høj husleje. Samtidig er faciliteterne utroligt nedslidte. Vi har eksempelvis et mørkt og lappet linoleumsgulv i det meste af huset. Det gør, at vi er meget afhængige af hjælp fra donorer for at få gjort stedet rart og hyggeligt at være, siger Benjamin O. Yeh, der samtidig understreger, at selve driften af veteranhjemmet foregår på 100 procent frivillig basis indtil videre.

Benjamin O. Yeh håber, at veteranhjemmet med det nye gulv kan blive et sted, man er stolt af at vise frem til nye brugere.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078