23948sdkhjf

Antallet af butikstyverier stiger fortsat: Højeste i 29 år

Der blev anmeldt 7103 butikstyverier i andet kvartal. Det er det højeste antal i forårskvartalet siden 1995

Fingrene er blev endnu længere blandt nogle af dem, der færdes i de danske butikker og supermarkeder.

Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at der sammenlagt blev anmeldt 7103 butikstyverier i månederne april, maj og juni i år.

Det er første gang siden 1995, at der er foretaget så mange anmeldelser af butikstyveri i et 2. kvartal.

Tallene forstærker den tendens, der har plaget butiksejerne de seneste år, hvor tyverierne næsten er fordoblet i omfang siden 2021.

Efterlyser forebyggende indsats

Dermed har de nået et niveau, hvor det kan blive nødvendigt at justere priserne efter det, siger Henrik Lundgaard Sedenmark, der er fagchef for betalinger og detailhandelssikkerhed i Dansk Erhverv.

- Mængden af butikstyverier er nu så omfattende, at nogle butikker overvejer at justere prisen på varerne alene for at dække tabet fra butikstyverier.

- Det får dermed ikke kun store konsekvenser for dagligvarebutikkerne, men også den almindelige borger, siger han.

Henrik Lundgaard Sedenmark efterlyser en forebyggende indsats fra myndighederne, så udviklingen kan vendes.

- Der er behov for, at politiet og kommunerne går sammen om at forebygge butikstyverier, for eksempel i en målrettet indsats mod folkeskoler og ungdomsuddannelser, så vi kan få forhindret, at unge mennesker starter en kriminel løbebane som butikstyv, siger han.

Det fremgår ikke af Danmarks Statistiks tal, hvad der præcis bliver stjålet.

Men ifølge Crimestat, der er et anmeldelsesværktøj, som Dansk Erhverv stiller gratis til rådighed, er varer til personlig pleje som cremer og parfumer tyvenes foretrukne bytte.

Herefter følger kolonialvarer som eksempelvis kaffe, mens køle- og frostvarer ligger på tredjepladsen.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078