Stor blomsterkæde overtager kendt havecenter: Her er deres planer
Julevarer året rundt - og flere end 7500 kvadratmeters glasbygning at boltre sig på.
Billigblomst-kæden opruster med yderligere en butik, når de til juni officielt overtager Tantes Have i Fredericia - og herefter begynder en ombygning og klargøring frem mod en åbning til februar 2024.
Det oplyser blomsterkæden i en pressemeddelelse.
- Billigblomst Fredericia bliver den første og eneste af vores butikker, der kommer til at præsentere julevarer året rundt i stor skala.
- Det lyder skørt, men vi har absurd mange kunder, der henvender sig hele foråret vedrørende vores julesortiment, og som næsten ikke kan vente til august, hvor vi normalvis begynder vores julesalg. I min optik var det simpelthen for dumt ikke at sige ja tak til, så nu går vi all in, siger ejer og stifter af Billigblomst, Brian Reenberg.
I alt er den grund, som Tantes Have har solgt til Billigblomst, på 24.000 kvadratmeter, og parterne har aftalt en overdragelse pr. 30. juni i år.
Kæden stiftede han i 2011, og siden er der er åbnet i alt ti butikker på landsplan, senest i Holbæk i starten af denne måned.
Fakta om Billigblomst
- Den første Billigblomst åbnede på Runetoften i Tilst i 2011
- Afdelingen er den største af de i alt ti butikker og er på ca. 21.000 m²
- Siden 2011 har virksomheden passeret en omsætning på en halv milliard kroner
- Medarbejderstaben er vokset til omtrent 350 medarbejdere, fordelt på butikker samt Billigblomst Administration, der er beliggende i Aarhus.
- Kæden har over 2,5 millioner betalende kunder om året fordelt på alle Billigblomst-butikker