Application Specialist, Cheese
![](https://f.nordiskemedier.dk/256nz1blcdqt9u1b_650_1300.png)
Har du erfaring med forsøgsbaseret udvikling af fødevareprodukter eller ingredienser, og har du en dyb forståelse for smelteost og funktionelle ingredienser generelt? Lige nu søger vi en ostespecialist/ingrediensudvikler, som har lyst til at blive en af de førende specialister i verden indenfor sit felt.
Hos KMC bliver du del af en unik international virksomhed med et innovativt og uformelt miljø, som har fokus på bæredygtighed. Du får muligheden for at være en del af en spændende udvikling, som tager afsæt i en ambitiøs vækststrategi. I mere end 90 år har vi dyrket, udviklet og produceret kartoffelbaserede ingredienser til den globale fødevareindustri - og vi opererer i mere end 90 lande over hele verden.
Du bliver en del af applikationsafdelingen, som udvikler kartoffelbaserede ingredienser til mejeriprodukter, konfekture, emulsioner og bageri. Udviklingen foregår i vores applikationscenter, hvor vi udfører forsøg på pilotudstyr. Applikationsafdelingen deler kontorer med vores R&D afdeling og vores Tekniske salg, så der er masser af inspiration og sparring at hente. Der er syv specialister og tre teknikere i afdelingen, alle med reference til vores Head of Application.
"På KMC kan jeg få det bedste fra begge verdner, mit arbejde er virkelighedsrelevant og det kan kobles med udvikling og teorien" - Lærke Hansen, Senior Application Specialist, Cheese
DINE ARBEJDSOPGAVER
Du bliver den ene af vores to specialister i ost og bliver derved vores ekspert indenfor alle typer af smelteoste og anvendelse af vores ingredienser heri. Dit arbejde kommer derfor primært til at bestå i at udvikle og rådgive om vores ingredienser indenfor osteapplikationen.
Du bruger din forståelse for osteegenskaber, vores ingredienser, øvrige ingredienser og processer til at løse udfordringer med eksisterende ingredienser samt udvikle nye. De fleste af dine resultater opnår du ved at designe, udføre, analysere, evaluere og konkludere på forsøg kørt i vores applikationscenter sammen med applikationsteknikere.
Du får et tæt samarbejde med den anden ostespecialist, men udfører og driver dine egne projekter. Din opgave er, at levere nye løsninger og supportere teknisk salg i deres kundeopgaver. Fra samarbejdet med teknisk salg, får du vigtige input om krav og trends i markedet. Herudover, bruger du R&D afdelingen som sparringspartner og support i udviklingen. Det er også din opgave at lade R&D forstå, hvilke egenskaber du har brug for, så du kan lave nye interessante osteløsninger.
DIN BAGGRUND OG KVALIFIKATIONER
Du har som minimum en kandidatgrad, og ideelt set har du tidligere arbejdet med forsøgsbaseret udvikling af fødevareprodukter eller ingredienser, og har en dyb forståelse for smelteost og funktionelle ingredienser generelt.
Herudover er det vigtigt for os, at du:
- Formår at balancere undren og lysten til at forstå, med fremdrift og konkrete resultater.
- Er systematisk og har en analytisk tilgang til opgaverne.
- Kan motivere dig selv og drive dine egne opgaver, og at det er naturligt for dig at kommunikere med dine kolleger og sparre med dem.
- Kan trække konklusioner ud af dine resultater og skabe overblik selv med større datasæt.
- Evner at formidle til forskellige interessenter og skrue op og ned for nørden i dig.
- Trives i et trygt miljø, hvor vi tør fejle i forsøget på at opnå det bedste - en ambition, der matcher din egen.
- Er opmærksom på, at viden først har værdi, når den anvendes og gerne helt ude ved kunderne.
VI TILBYDER DIG
Din dagligdag bliver i vores Innovationscenter i Brande, og du skal forvente at bruge ca. halvdelen af din tid med forsøg og den anden halvdel med at håndtere data og formidle. Der er en stor grad af frihed til at planlægge din dagligdag, blot du koordinerer med dem, som du skal samarbejde med. Du bliver en del af en virksomhed i medgang med medarbejdere, der er engageret, inspirerende og sjove at være sammen med. Du kommer til at være en af de førende i verden indenfor dit felt.
Hos KMC får du et job i en dynamisk virksomhed med et frit og ligeværdigt miljø, hvor der er let adgang til ledelsen. Du får engagerede kolleger og bliver en del af en arbejdsplads, hvor vi samarbejder på tværs af afdelinger. I KMC arbejder vi ud fra filosofien "KMC - et godt sted at være".
Jobbet rummer store frihedsgrader og mulighed for faglig og personlig udvikling. Vi tilbyder naturligvis fleksible og konkurrencedygtige arbejdsvilkår. Jobbet er på fuldtid, og hjemmearbejde en mulighed.
Vi bliver hver dag forkælet med lækker mad i kantinen, og vores personaleforening sørger jævnligt for gode sociale arrangementer.
Vi opfordrer alle kandidater uanset køn, alder, etnicitet, religion, handicap og politisk anskuelse til at søge. Vi ønsker at understøtte en kultur, hvor alle føler sig velkomne, inkluderede og værdsatte.
Ansøgningsfristen er den 7. marts 2025, hvorefter vi vil vurdere de indkomne ansøgninger og invitere kvalificerede kandidater til en samtale. I processen kan du forvente to samtalerunder, og at vi kortlægger din personprofil med PeopleTools værktøjer.
Vi glæder os til at høre fra dig.