23948sdkhjf

Butiksansatte på mindsteløn får 1723 kroner mere om måneden

Dansk Erhverv og HK Handel er enige om stigning i mindstelønnen og mere pension til butiksansatte

Butiksansatte kan se frem til både mere i lønposen og mere fleksibilitet.

Det står klart, efter at HK Handel og Dansk Erhverv fredag er enige om en ny overenskomst for landets godt 180.000 butiksansatte.

Det oplyser både HK Handel og Dansk Erhverv i en pressemeddelelse.

Den nye overenskomst indebærer, at mindstelønnen stiger 3,75 kroner per time i 2025 og 3,50 kroner per time i 2026 og 2027.

Det svarer ifølge HK Handel til, at mindstelønnen for de butiksansatte stiger 601 kroner om måneden i 2025 og igen 561 kroner i 2026 og 2027.

Dermed vil en butiksansat på mindsteløn få en samlet lønstigning på 1723 kroner om måneden i 2027.

Butiksoverenskomsten er en såkaldt mindstelønsoverenskomst. Det betyder, at der i overenskomsten er fastsat en løn, som medarbejderne som minimum skal have. Den endelige løn forhandles i virksomhederne.

Lige som i industriaftalen, som landede tidligere i februar, er parterne desuden enige om at hæve fritvalgskontoen med to procentpoint frem til 2027. Den stiger dermed fra 9 til 11 procent.

Fritvalgskontoen kan bruges på eksempelvis mere pension eller flere fridage. I den nye overenskomst får medarbejderne nye rettigheder til at bruge midlerne på eksempelvis at holde fri ved barnets tredje sygedag.

Mette Høgh, formand for HK Handel, siger, at det har været vigtigt for HK Handel at give medarbejderne friere rammer til selv at bestemme, hvad fritvalgskontoen skal bruges til.

- Det giver dem en fleksibilitet, så de bedre kan skræddersy deres arbejdsliv efter, hvilken livsfase de er i, siger hun i pressemeddelelsen.

I en usikker tid på flere fronter med trusler om handelstold og krig i Europa er det særligt afgørende, at aftalen løber over tre år.

Det siger Laurits Rønn, som er viceadministrerende direktør i Dansk Erhverv.

- Det skaber en vished og forudsigelighed for alle parter om, hvad lønudgifterne er i de næste tre år i en usikker verden.

De usikre rammer uden for de danske grænser har dog været et tema i forhandlingslokalet, lyder det.

- Det følger selvfølgelig med i overvejelserne. Man ved ikke, hvordan verden ser ud om kort tid. Derfor er det vigtigt, at vi har taget en vurdering af, om lønstigningerne er ansvarlige over tid. Det vurderer vi, at de er, siger Laurits Rønn.

Dansk Erhverv fremhæver desuden, at ændringer i feriefridagsordningen letter den administrative byrde for virksomhederne.

- Virksomhederne bøvler med en masse administration, og her har vi lavet en feriefridagsordning, der er lettere at administrere for virksomhederne, siger Laurits Rønn.

Arbejdsgivernes betaling til pensionsordningen bliver desuden hævet med ét procentpoint i løbet af tre år.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079