23948sdkhjf

Ekspert efter nyt Coop-koncept: Fakta-kæden lukker

13 Fakta-butikker er ved at blive omdannet til Coops nye satsning ”Coop 365”, og det kan meget vel blive dødsstødet til Fakta-kæden.

Det fortæller Bruno Christensen, der har fulgt branchen i mange år, til Nordjyske. Coop 365 bliver fra 3. september lanceret som et forsøg, der skal teste, hvad fremtidens supermarkeder skal indeholde.

Fakta havde sidste år et overskud på knap 20 millioner kroner, men det kom efter et par år, hvor underskuddet i kæden var langt højere. Bare i 2018 var underskuddet på 270 millioner kroner.

Starten på den nye butikskæde Coop 365 kan være begyndelsen til enden for Fakta, fortæller Bruno Christensen.

- Det er led i at lukke Fakta-kæden ned og erstatte den af en ny butikskæde. Det sker i erkendelse af, at lige meget hvad man har gjort ved Fakta-kæden de seneste år, har det aldrig rigtig haft den ønskede gennemslagskraft. Derfor prøver Coop nu et nyt koncept, og det vil afløse Fakta på sigt, lyder vurderingen fra konsulent Bruno Christensen.

Bruno Christensen vurderer, at Coop har mulighed for at øge sin markedsandel med Coop 365:

- Coop har haft behov for at signalere, at det her er nyt og anderledes.

Hertil bemærker koncerndirektør Jens Visholm fra Coop:

- Vi har ingen aktuelle planer om at lukke Fakta-kæden. Vi mener, at nogle Fakta-butikker og også andre af vores butikker - SuperBrugsen - vil have bedre af at være med i den nye kæde Coop 365. Nu prøver vi det af og ser, hvordan det bliver modtaget af kunderne.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.236