Coronakrisen får danske virksomheder til at satse på salg til udlandet
I kølvandet på coronakrisen forsøger flere danske virksomheder at eksportere deres varer på internettet.
Det skriver Børsen.
Det har ellers knebet for virksomhederne at sælge deres varer digitalt i udlandet, da e-handlen kun fylder to procent af den samlede danske eksport. Panzerglass, der sælger beskyttelsesudstyr til mobiltelefoner, er en af de virksomheder, der har fokuseret på eksporten de sidste par måneder.
- Vi byggede hjemmesider op på få dage, fordi vi var nødt til det. Inden krisen var vi nærmest ikke til stede online i udlandet, men nu er vi bl.a. i Tyskland, og derudover er vores vækst på det udenlandske e-salg over dobbelt så højt end forventet, siger Erik Stengaard-Pedersen, som er direktør for e-handel i Panzerglass, til Børsen.
En undersøgelse lavet af Dansk Industri fra april viser, at 37 procent af 1428 adspurgte medlemmer har øget deres fokus på online eksport.