Succesrige discount-specialister lancerer spritny kæde
Listen over inspirationskilder er alenlang:
Poundstrectcher i England, Rusta, ÖoB og Dollarstore i Sverige, og de danske Normal, Jysk, Søstrene Grene og Harald Nyborg.
Men den nye kæde med Harald Nyborg-koncernen i ryggen bliver alligevel helt sin egen, når den første Hi five-butik åbner i Kalundborg på fredag 1. november.
Hi five-butikken får mellem 6.000 og 7.000 varenumre, og sortimentet spreder sig over husholdning, hobby, kosmetik, legetøj, accessories, tøj - og andre produktkategorier.
Folkene bag har discount-stamtavlen helt på plads, for den nye kædes adm. direktør bliver Bent Holm, der har en fortid på topposter i Netto, Dollarstore med flere. Og Harald Nyborg-koncernen behøver næppe nogen nærmere præsentation.
- Hi five er sjovt, billigt og med et udvalg af varer, der ikke er set før i Danmark. Det er til dem, der vil have et bredt vareudvalg, uden at det skal koste kassen, siger medejer og bestyrelsesformand i Harald Nyborg, Erling Daell, i en pressemeddelelse.
- Der mangler et koncept i Danmark i stil med de store butikker, der allerede findes flere steder i Europa, som byder på et bredt udvalg til knaldgode priser. I Sverige alene er der flere koncepter af den type butikskæder, der tilsammen har 300-400 butikker. Når det fungerer i resten af Europa, vil det sandsynligvis også fungere i Danmark. I for eksempel England og Sverige er vareudvalget til kunderne større, og det er det, som vi vil give danskerne med Hi five, siger Bent Holm.
I år skal der komme endnu en Hi five-butik til, før konceptet skal evalueres før en videre ekspansion.
Regnskabsår | 2023 | 2022 |
Valuta | mio. DKK | mio. DKK |
Nettoomsætning | 8313,3 | 7726,9 |
Bruttofortjeneste | 1803,1 | 1635,3 |
Resultat af primær drift | 538,9 | 496,7 |
Resultat før skat | 608,7 | 437,6 |
Årets resultat | 477,5 | 362,2 |
Balancestatus | 4994,1 | 4352,5 |
Egenkapital | 3872,2 | 3396,4 |
Antal ansatte | 2542 | 2179 |
Kilde: CVR |