23948sdkhjf

Dansk firma beholder Ronaldo som undertøjsmodel trods dom

Fodboldspiller Cristiano Ronaldo og hans veltrænede krop vil fortsat kunne ses i danske undertøjsreklamer.

Den danske undertøjsproducent JBS fortsætter sit samarbejde med Cristiano Ronaldo, selv om fodboldstjernen har erkendt sin skyld i en sag om manglende skattebetalinger i Spanien.

Det oplyser JBS' direktør, Michael Alstrup.

JBS og Ronaldo har samarbejdet siden 2013. Ronaldo har sin egen undertøjskollektion under JBS - CR7 - og optræder selv som model i reklamer for virksomheden, der har hovedkvarter i Herning. 

- Vi har et rigtig godt og spændende samarbejde, og det fortsætter, ligesom hans ting med klubben Juventus og Nike etc. gør, siger Michael Alstrup.

Han henviser til den italienske klub Juventus, som Ronaldo har spillet for siden 2018, hvor han satte et punktum for mange års engagement i Real Madrid.

Ronaldo var sigtet for at have ført indkomst for cirka 110 millioner kroner uden om det spanske skattevæsen i perioden 2011 til 2014. Det skulle han have gjort ved at benytte selskaber i skattely uden for Spanien.

Han har tirsdag erkendt sin skyld og har modtaget sin dom ved en domstol i den spanske hovedstad, Madrid.

På forhånd havde Ronaldo indgået en aftale med de spanske skattemyndigheder om at betale 18,8 millioner euro (cirka 140 millioner kroner) tilbage for manglende skattebetaling.

I retten blev han idømt en bøde på næsten 24 millioner kroner. Det er dog uklart, om bøden kommer oveni beløbet på cirka 140 millioner kroner, oplyser en talsmand for retten ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Ud over bøden blev stjernen, i overensstemmelse med aftalen han indgik med skattemyndighederne sidste år, idømt en betinget fængselsstraf på to år, men han slipper for en tur bag tremmer.

I Spanien er det udbredt, at man ikke afsoner fængselsstraffe på to år eller mindre, som er givet til personer, der ikke har begået kriminalitet før.

Og da Ronaldo derfor ikke skal i fængsel, er den betingede fængselsstraf blevet vekslet til en ekstra bøde på et beløb svarende til 2,75 millioner kroner. 

Dermed ender Ronaldo med bøder for i underkanten af 27 millioner kroner.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062