Rullende slagterbutik sælger gourmetkød
Makkerpar har fundet en niche på Fyn
Kødet kommer fra Svendborg Slagtehus, hvor Per Rasmussen er ansat. Varerne bliver forarbejdet og pakket i en tidligere slagterforretning i Aarup, inden Simone Jensen og Per Rasmussen kører rundt på Fyn og sælger det på skiftende salgssteder, lige som de mere kendte fiske- og ostebiler. Det skriver Fyens.dk.
Indtil videre er der tale om et fritidsprojekt, men Simone Jensen og Per Rasmussen håber med tiden at kunne sælge kød på fuld tid og hyre nogle medarbejdere. Selv har de været kolleger hos en fiskehandler og solgt fisk fra en rullende salgsbil.
Ifølge Per Rasmussen er der ikke noget til hinder for, at slagterbilen kan være side om side med supermarkederne, som mange steder er de eneste udbydere af slagtervarer.
- Mange ser os som noget ekstra, fordi vi ikke sælger det samme, siger han til Fyens.dk og nævner, at nogle supermarkeder ligefrem hilser Fyns Gourmetkød og bilen velkommen.