23948sdkhjf

Økologisk boom: Aarhusiansk butik måtte udvide åbningstiderne

Der er stor efterspørgsel efter økologiske varer, og nu sprøjter regeringen yderligere en milliard i kassen
Rengøringsmiddel, cremer, ketchup, peanutbutter og konserves. Alt kan fås økologisk i en gårdbutik nord for Aarhus.

Efterspørgslen efter økologiske produkter er så stor, at butikken for et par uger siden har måtte udvide åbningstiderne, så der nu er gang i salget alle ugens syv dage.

- Det går én vej, og jeg håber, at vi fortsætter med at sælge mere økologi, siger Sille Quist Duus, der er direktør for Topkærgaard i Kasted, der udelukkende sælger økologiske varer.

- Vi har startet Topkærgaard op, fordi vi gerne vil økologien, men også naturen og dyrevelfærd, siger Sille Quist Duus til TV2 Østjylland .

Det er ikke kun på Topkærgaard, at de mærker den øgede efterspørgsel på økologi.

I 2016 blev der i Danmark solgt økologiske fødevarer for 8,7 milliarder kroner. Det er 15 procent mere end i 2015, og i alt ligger den samlede markedsandel på 10,5 procent. Faktisk er danskerne verdensmestre i at købe økologisk.

Også politikerne virker begejstrede for økologi.

Torsdag fremlagde Regeringen og Dansk Folkeparti deres planer om at skyde 1,1 milliard kroner i økologien over de næste to år. Pengene skal blandt andet fungere som støtte til konventionelle landmænd, der gerne vil omlægge til økologisk.

- Det betyder, at flere kan blive økologiske producenter. Dermed kan de få en højere afregning fra deres varer. Samtidig lancerer vi vores vækstplan for økologi, hvor vi understøtter de økologer, som er udfordret på forskellige områder, så de bedre kan nå i mål i fremtiden, siger miljø- og fødevareminister, Esben Lunde Larsen (V) og fortsætter:

- Der er også en stigende efterspørgsel på vores eksportmarkeder, og hvis vi skal honorere det at skabe forretning ud af økologi, så er der flere, der skal lægge om, så vi får flere økologiske produkter.

Han mener ikke, at tilskuddet til øko-landmændene går ud over de konventionelle producenter.

- Vi har i den grad givet et løft til det konventionelle landbrug med landbrugspakke, husdyrregulering og så videre. For os er det som at have to sønner. Vi holder lige meget af dem, selvom de er forskellige, og sådan er ser vi på forholdet mellem konventionelle- og økologiske producenter, siger Esben Lunde Larsen.

Regeringens plan skal få det økologiske areal op på 9,2 procent af det samlede landbrugsareal i Danmark.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078