Kritikere: Formand skjuler Coops regnskab
Sidste uge fremlagde Coop, med formand Lasse Bolander i spidsen, nøgletal for koncernens aktiviteter i 2017. Det får nu kritikere til at beskylde formanden for at skjule, at regnskabet er dårligere end ventet, skriver Berlingske.
Kritikken kommer, fordi præsentationen af nøgletal bryder med den vanlige kutyme, hvor hele regnskabet for Coop amba og Coop Danmark bliver lagt frem, og ikke bare udvalgte tal.
Det får AGF-formand Lars Fournais samt Christian Christiansen til at spekulere i, om regnskaberne i virkeligheden er så fine som, de så ud i nøgletallene. Begge kandiderer til formandsposten i Coop, som er på valg lørdag.
Regnskab efter valg
Årsagen til tilbageholdelsen af regnskaberne skulle angiveligt være at skjule koncernens reelle tilstand forud for formandsvalget, mener de to. I stedet bliver regnskaberne lagt frem mandag, skriver avisen.
Berlingske har fået indsigt i Coops regnskaber og har fremlagt dem for Lars Forunais.
- De tal, som du oplyser mig, viser, at kerneforretningen bløder, og at forretningen slet ikke kører så godt, som Bolander fremlagde det i sidste uge, siger Lars Fournais.
Han bakkes op af Christian Christiansen.
- Det at være ude med champagnen, som Bolander var i sidste uge, uden at man kan se tallene i de underliggende selskaber, er brud på god governance i en virksomhed på Coops størrelse, siger Christian Christensen, der er en af kandidaterne til formandsposten.