Bavarian Nordics forsøg med prostatakræft-medicin stoppes
Der venter Bavarian Nordic en nedtur, når aktiemarkedet åbner, vurderer aktieanalytiker Søren Løntoft Hansen.
Selskabet har torsdag aften meddelt, at den uafhængige dataovervågningskomité har anbefalet at stoppe fase 3-forsøget med medicinen Prostvac i patienter med prostatakræft.
En kræftmedicin, som selskabet i dets seneste regnskab oplyste, at det havde store forventninger til.
- Vi er meget skuffede på patienternes vegne over, at forsøget med Prostvac som monoterapi ikke var succesfuldt, udtaler Paul Chaplin, administrerende direktør i Bavarian Nordic i selskabsmeddelelsen.
Nyheden kan give store udslag i Bavarian Nordic-aktien, vurderer aktieanalytiker i Sydbank Søren Løntoft Hansen.
- En stor del af værdisættelsen aktiemæssigt i Bavarian Nordic er bygget op omkring Prostvac.
- Man er nødt til at tage Prostvac ud af værdisættelsen, og det betyder, at når markedet åbner i morgen (fredag red.), så vil vi se en meget kraftig negativ kurspåvirkning for Bavarian Nordic-aktien, siger han.
Meddelelsen kommer ifølge Søren Løntoft Hansen, efter at der har været positive fase 2-resultater med Prostvac.
- Det er selvfølgelig drønhamrende ærgerligt for Bavarian Nordic, at det her Prostvac prospektstudie ikke viser succes, siger han.
I selskabsmeddelelsen lyder det, at de skuffende resultater med kræftmidlet ikke har indflydelse på Bavarian Nordics regnskabsmæssige forventninger for 2017.
Søren Løntoft Hansen vurderer dog, at selskabet vil gå glip af indtjening, og at nyheden på længere sigt kan være negativt for selskabet.
- Men når det så er sagt, så er det vigtigt at understrege, at Bavarian Nordic er andet end Prostvac, siger han.
Han fremhæver flere andre vacciner som selskaber har - blandt andet en koppevaccine og en vaccine mod en luftvejsinfektionssygdom, samt flere midler mod kræft.
/ritzau/