Årets dygtigste slagtere er fundet
Landbrug & Fødevarer har kåret to slagtere.
I år har organisationen for første gang kåret to vindere: èn i kategorien ”Slagtere i dagligvarebutikker” og en i kategorien ”Privatslagter”.
Det skete på organisationens Fødevaredagen onsdag.
I den første kategori faldt valget på slagtermester Kenneth Hansen, SuperBrugsen, Havdrup.
I juryen begrundelse lød det blandt andet: Vi i juryen følte os inspireret af dit brede sortiment! Der var fokus på sæson og tydelig kommunikation til kunderne omkring kvalitet, oprindelse og tilberedning – intet var overladt til tilfældighederne. Som kunde kan man føle sig ’guidet’ hos dig – og du formår at favne et bredt kundesegment.
Vinderen i den anden kategori blev slagtermester Peter Mortensen, Slagter Mortensen, Lemvig.
Juryen sagde blandt andet: Peter har formået at adskille dig fra de andre nominerede – både hos juryen og hos alle jer, der har afgivet jeres stemme. Med et enormt højt gennemsnit på håndværket, et stort udvalg af flotte hjemmelavede produkter – lige fra presset sylte til et hav af velsmagende spegepølser – en i øvrigt unik præsentation af varerne, og virkelig god orden i butik og produktion, har du i den grad sat dig i respekt blandt dine kollegaer i branchen.
Formålet med prisen er at anerkende den slagter i Danmark, der står for engagement, faglighed og nytænkning og dermed højner slagterfaget og fremmer afsætningen, og Slagterprisen uddeles af erhvervsorganisationen Landbrug & Fødevarer.