23948sdkhjf

Otte ud af ti unge: Fagforeninger er nødvendige

Arbejdsmiljøet er fagbevægelsens vigtigste opgave, mener de unge.
Flere end otte ud af ti lønmodtagere under 30 år mener, at fagforeningerne er nødvendige for at varetage deres interesser, viser ny undersøgelse.

Det skriver Ugebrevet A4.

Tilbage i 2002 erklærede 69 procent af de unge fagforeningsmedlemmer, at fagforeninger er nødvendige for varetagelsen af lønmodtagernes interesserer.

I dag mener 82 procent af de unge, at fagforeninger er nødvendige.

- De unge er ikke individualister, og de har aldrig været asociale og egennyttige. Det er en teori, der er blevet så forbandet udbredt af sociologer og økonomer, der i de sidste ti til femten år har haft travlt med at påstå, at unge kun tænker på sig selv. Men det passer ikke. De unge er ikke en flok egoister men er utroligt socialt indstillede, siger arbejdsmarkedsforsker og professor Henning Jørgensen fra Aalborg Universitet, der står bag undersøgelsen, til Ugebrevet A4.

Og det er ikke kun de unge, der oplever, at fagbevægelsen er mere nødvendig nu end i begyndelsen af årtusindeskiftet.

Ifølge undersøgelsen, hvor mere end 7000 lønmodtagere har besvaret et væld af spørgsmål om arbejdsliv og fagbevægelse, er det i dag næsten ni ud af ti håndværkere, sosuer, sygeplejersker og pædagoger i LO- og FTF-forbundene, der anser fagforeningerne for nødvendige for at kæmpe for deres interesser. I den tilsvarende undersøgelse i 2002 var det rundt regnet kun tre ud af fire, der erklærede, at fagbevægelsen var nødvendig.

- Fagbevægelsen ser ikke ud til at være i dyb krise, når vi ser på lønmodtagernes holdning til fagforeninger og solidaritet. I 2014 har vi målt den højeste tilslutning og opbakning til fagbevægelsen nogensinde. På den måde er undersøgelsen en mytedræber. Danskerne er ikke individualister. De vil gerne fagbevægelsen, men paradokset er, at mange melder sig ud, siger Henning Jørgensen.

Spørger man lønmodtagerne om, hvad der er fagbevægelsens vigtigste opgaver i dag, kommer arbejdsmiljøet ind på en suveræn førsteplads hos både LO- og FTF-medlemmer. Mere end otte ud af ti lønmodtagere, nemlig 84 procent af lønmodtagerne erklærer, at fagbevægelsen skal kaste sig over at forbedre arbejdsmiljøet. Sikring af størst mulig løn til medlemmerne kommer på en delt femteplads.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078