Kiwi er klar med sin anden megabutik
Discountkæden åbner Sjællands største discountbutik
Den er under opbygning i en nedlagt SuperBest i det netop moderniserede Frihedens Butikscenter i Hvidovre.
Butikken er 1300 kvadratmeter stor – og dermed et par hundrede kvadratmeter mindre end kædens første megabutik, der åbnede på Bøsbrovej i Randers i oktober sidste år.
Butikken har et sortiment på flere end 5000 varer.
Kædedirektør i Dagrofas discountkæde, Carsten Hansen, har tidligere fortalt til Dansk Handelsblad, at kæden har succes med den store butik i Randers.
- Vi sælger mere på lavere omkostningsprocenter, og en Stor-Kiwi har med den øgede plads en større mulighed for lokal tilpasning, sagde Carsten Hansen.
Kæden har planer om i alt fire megabutikker, der med meget forskellige placeringer skal fungere som testbutikker.