Ulovligt slik presser butikker til at lukke
Direktør Peter Frellsen, der driver 39 konfekturebutikker, siger, at Skat mangler ressourcer til at bekæmpe handlen med ulovligt slik
Da Skat ifølge branchefolk ikke får de nødvendige ressourcer til at gennemføre kontrolbesøg, udvikler den ulovlige handel sig i et rask tempo og presser den etablerede detailhandel til at lukke butikker.
– Der er ingen kontrol af de slikvarer, der ikke eksisterer, fordi de er indført ulovligt. Vi har aldrig tidligere skullet konkurrere mod åbenlyst illegale varer i de fleste af landets hovedgader og centre, som vi gør nu. Vores forretninger har det svært i konkurrencen med de lave priser. Vi forventer at lukke yderligere butikker i den nærmeste fremtid, hvis der ikke bliver sat en effektiv stopper for den ulovlige handel, sagde direktør Peter Frellsen ifølge avisen på en forbrugerkonference forleden om afgifter, arrangeret af Venstre i samarbejde med Bryggeriforeningen og De Samvirkende Købmænd.