23948sdkhjf

Dansk Erhverv: Danske cookie-regler skader mere end de gavner

Danmark har nogle af EU’s skrappeste krav til brugen af cookies på hjemmesider. Det skaber unødige barrierer for både virksomheder og forbrugere. Sådan lyder det fra Dansk Erhverv.
”Hjemmesiden bruger cookies” er en besked, som de fleste danskere støder på, når de surfer på nettet. Et skilt popper op på hjemmesiden, og først når betingelserne er godkendt eller afvist, forsvinder det.

Danmark tolker kravene meget strengt
Næsten alle hjemmesider bruger i dag cookies. Det skal brugerne ifølge et direktiv fra EU gøres opmærksom, men i Danmark er kravene tolket meget strengt. Og det går ud over både forbrugerne og virksomhederne.

- Danske virksomheder har brugt tid og ressourcer på at ændre deres hjemmesider for at leve op til nogle krav, som er tolket langt over målet i Danmark, og uden at det gavner forbrugerbeskyttelsen, siger Lone Rasmussen, markedschef i erhvervsorganisationen Dansk Erhverv.

I Tyskland er det tilstrækkeligt, hvis virksomhederne blot har et link et synligt sted på hjemmesiden eller har skrevet en mindre tekst. I Danmark skal advarslen derimod være ”vedvarende tilgængelig for brugeren”, og den skal fremstå samlet og tydelig.

Smartphones rammes særligt hårdt
Det er grunden til, at der på de danske hjemmesider popper advarsler frem på skærmen, som først forsvinder, når brugeren har valgt at acceptere eller klikke nej til spørgsmålet. Det er især dominerende på smartphones, hvor det ofte går ud over navigationen.

- Vi går ind for, at det skal være gennemsigtigt og tydeligt for forbrugerne, hvordan virksomhederne bruger cookies. Men den danske model lever ikke op til det formål, fordi mange bare klikker ”jeg accepterer” for at fjerne advarslen uden at forholde sig til teksten. Og så virker kravet rent ud sagt bare fjollet, siger Lone Rasmussen. Samtidig risikerer det at gå udover virksomhedernes konkurrenceevne, fordi brugeroplevelsen bliver dårligere på de danske hjemmesider.

Danske regler bør forenkles
Dansk Erhverv foreslår derfor, at de danske myndigheder reviderer reglerne og vælger en mere enkel løsning - og i det hele taget skeler til, hvordan andre lande har ført direktivet ud i livet. Sammenligner man for eksempel Folketingets hjemmeside med de øvrige EU-landes parlamenters hjemmesider, vil man hurtigt se, at Danmark har valgt den mest komplicerede løsning. Selv ikke Europaparlamentets egen hjemmeside advarer om cookies andet end med et diskret link, som man kun se ved at scrolle helt ned i bunden.

- Sandheden er, at de enkelte EU-lande har ført direktivet ud i livet på ret forskellig vis. Nogle lande har dårligt nok implementeret det, andre har lige netop opfylder kravene, og så er der lande som Danmark, der har givet den ekstra skrue og nærmest bliver helt selvlysende uden at overveje, om de i praksis opnår det, de ønsker. Det er et klart eksempel på dansk overimplementering, siger Lone Rasmussen.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11