23948sdkhjf

TDC køber Blockbuster

TDC Group gør klar til en ny offensiv på markedet for digital filmudlejning.
Koncernen har købt de danske rettigheder til Blockbuster-navnet, som i knap to årtier har været synonymt med filmudlejning.

TDC vil udnytte kendskabet til navnet Blockbuster til at lære alle danskere at leje film på nettet. Digital leje af film via internet og fjernbetjening er blevet stadigt mere populært i de senere år, men der er fortsat mange husstande, som endnu ikke har prøvet at hente filmene digitalt.

- Det handler om at sætte ekstra gang i væksten på et marked, hvor udlejningen af premiere-film i forvejen er mere end fordoblet hvert år de seneste fem år. Fra de nyeste film vises i biografen, til de kan ses på de forskellige abonnementstjenester, går der typisk et par år, og det er der mange, der ikke vil vente på. De vil se filmene, mens de stadig er nye og vil gerne betale det ekstra, det koster, siger Koncerndirektør Anders Jensen, TDC.

TDC forventer at implementere Blockbuster-navnet i løbet af første halvdel af 2014 og lover, at der bliver meget at glæde sig til som kunde.

- Blockbuster er et superstærkt brand, som i mange år har leveret det største udbud af de bedste og nyeste premierefilm til danskerne – og sådan vil det også være fremadrettet. Samtidig vil vi selvfølgelig forny konceptet med alle de muligheder, der nu ligger inden for rammerne af den digitale verden, siger Anders Jensen.

Blockbuster og RecycleIT.dk
Blockbuster Danmark offentliggjorde allerede sidste år, at de fysiske butikker vil blive rebrandet til RecycleIT.dk, som er baseret på at skabe en markedsplads for brugt populær forbrugerelektronik, film og spil, der kombinerer de fysiske butikker med en online platform. Den første RecycleIT.dk butik åbnede på Vesterbrogade i København oktober sidste år og de resterende Blockbuster butikker forventes rebrandet i løbet af indeværende halvår.

Søren Heilmann, direktør for RecycleIT og nuværende Blockbuster Danmark, siger:
- Med RecycleIT.dk har vi fundet en unik mulighed for at skabe den første landsdækkende multi-platform destination for brugt forbrugerelektronik og underholdning. Jeg er glad for, at Blockbuster-navnet lever videre i den digitale verden, men vil samtidig slå fast, at vi i RecycleIT.dk fortsætter med at servicere den del af markedet som fortsat ønsker at købe og leje fysiske film og spil. Fremover kommer det altså blot til at ske under et andet navn og sammen med et nyt butikskoncept og en online-shop, der er rettet mod et marked i vækst.

Kilde: TDC

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.187