De ville fusionere: - Nu må vi tilbage til arbejdsbordet
Midt i december måned havde de to pressede kæder, Ønskebørn og Kære Børn, kurs mod et stort samarbejde, som på længere sigt skulle ende i én kæde for børne- og babyudstyr med til sammen 25 butikker.
Men umiddelbart før det nye samarbejde skulle have premiere har fra nytår, kom der en kontramelding i form af en kort meddelelse fra de to kæder.
- Parterne må dog erkende, at det samarbejde, som parterne påtænkte, har vist sig ikke at være muligt at gennemføre. Parterne har derfor droppet planerne og vil fortsætte som hidtil, også efter den 1. januar 2025, fremgår det af den kortfattede pressemeddelelse.
Det er mindre end tre uger siden, at Jeremy Rouse, kommerciel direktør i Kære Børn, sagde sådan her til RetailNews:
- Det her er en forlovelse med ønsket om at blive gift. Vi vil på sigt etablere et nyt selskab ejet af begge kæder, som har alle aktiverne, og hvor butikkerne er tilknyttet.
Læs også: To butikskæder slår sig sammen: Vil på sigt blive til én
RetailNews har forsøgt at indhente en uddybning af årsagerne til, at det ikke er gået efter planerne.
Ifølge Jeremy Rouse må kæderne nu gå i boks for at finde en ny vej.
- Det har ikke været muligt at gennemføre de ønskede planer per 1.1 2025. Vi må derfor "tilbage til arbejdsbordet" og genoverveje, hvordan vi som frivillige kæder kan finde sammen i et samarbejde, der er til glæde og gavn for forbrugerne, skriver han i en mail.
Artiklen er en del af temaet Detail.