Trecifret millionindsprøjtning vælter ikke OK's investeringspulje

At OK må spytte yderligere 155 mio. kr. i Coop, får ikke nogen betydning for energiselskabets investeringspulje på 1 mia. kr. i Coop-foretagendet.
Det fastslår kommunikationschef i OK, Rasmus Boserup, over for RetailNews.
"Nej, det får ingen indflydelse på investeringspuljen på cirka en milliard," skriver kommunikationschefen i en mail.
Spekulationen kommer i kølvandet på, at Coop Amba i sidste uge solgte Coop Bank til Sydbank for 345 mio. kr. - som en del af den samlede investeringssum på op mod 500 mio. kr., som Coop Amba skulle skyde ind kontant i Coop Danmark.
Sådan fordeles de 2 mia. kr. til Coop Danmark
- Coop Amba indskyder op mod 500 mio. kr. kontant i Coop Danmark - pengene kommer blandt andet fra salg af Coop Bank (nu solgt for 345 mio. kr.)
- Coop Ambas kursuscenter Severin i Middelfart overgår til Coop Danmark.
- Coop Amba eftergiver gæld på 350 mio. kr. til Coop Danmark.
- OK indskyder omkring 700 mio. kr. (nu forøget med 155 mio. kr.) kontant i Coop Danmark.
- OK køber Coop-byen til en samlet værdi på 565 mio. kr.
- I alt: 2115 mio. kr.
Kilde: OK og Coop Danmark
Som en af del af aftalen mellem OK og Coop - Forenet om Forretning - blev det besluttet, at OK skulle supplere op på det beløb, som Coop Amba kunne bringe ind i handlen. Heraf de førnævnte 155 mio. kr.
Rasmus Boserup fastholder dog, at det ekstra trecifret millionbeløb, som OK nu må slippe for sine fremtidige ejerandele i Coop Danmark, ikke får noget at sige i forhold til milliardbeløb, som OK-direktør Michael Løve tidligere har nævnt skulle bruges, "hvis det giver mening at accelerere et initiativ".
Dermed er puljen med investeringsmidler - til at få Coop Danmarks butiksnet og forretning på ret køl - altså intakt.
Milliardstor pulje
Det betyder dog også, at den samlede investering for OK potentielt kan løbe op i cirka 2,5 mia. kr. - hvis man regner den ekstra milliard med fra investeringspuljen.
Det er lidt under halvdelen af den egenkapital, som OK-selskabet præsenterede i sin årsrapport for 2023 - den lød her på 5,44 mia. kr.
OK-direktør Michael Løve har dog tidligere understreget over for RetailNews, at "aftalen blev konstrueret på en sådan måde, at det ikke kunne skade OK's forretning".
- Selvfølgelig er der en risiko ved en investering som denne, for det går ikke særlig godt i Coop. Der er mange styrker og et stærkt DNA i Coop og Coop-brandet. Vi har vurderet, at der er meget at bygge på, så investeringen er det værd for os i forhold til risikoen, sagde han dengang.
Den nye aftale, Fremtidens Coop v. 2.0
- OK og Coop Amba tilfører Coop Danmark 2 mia. kr. - aftalen blev endeligt vedtaget på et landsrådsmøde 19.-20. april og afventer nu Konkurrencestyrelsens godkendelse.
Aftalen har fået navnet "Føniks" - som en reference til "et mytisk fabeldyr, der genfødes i sin egen aske og rejser sig til at blive stærk og sund".
Aftalen betyder, at Coop Amba og OK deler ejerskabet af Coop 50/50, men OK har den bestemmende ejerandel.
- Coop har lukket Coop-kæden igen, som havde bestået af to testbutikker.
- I stedet skal der i fremtiden kun satses på SuperBrugsen, Kvickly, Brugsen og 365discount.
- Kræn Østergaard Nielsen er fratrådt som adm. direktør i Coop - Jeff Gravenhorst har taget over som arbejdende bestyrelsesformand.
- Ny næstformand i Coop Danmark (afløser Lasse Bolander) bliver Michael Løve, der er adm. direktør i OK.
Kilde: Coop
Den reelle fordeling
At OK skyder flere penge ind i Coop Danmark end først præsenteret betyder i samme ombæring også, at OK formentlig får mere end halvdelen af ejerandelene i Coop Danmark.
Den oprindelige udmelding var, at OK og Coop Amba ville dele ejerskabet mellem sig 50/50, mens OK ville få bestemmende indflydelse i Coop Danmark-bestyrelsen.
Den nye økonomiske fordeling af kapitalindskuddene i Coop Danmark betyder dermed også, at fordelingen af ejerandele forskubber sig.
Dog ventes den endelige og præcise fordeling af ejerandele mellem OK og Coop Amba først at ligge fast, når konkurrencemyndighederne - som forventet - godkender handlen mellem de to parter.
Det sker med stor sandsynlighed inden sommerferien.
RetailNews har samlet alle artikler om de seneste Coop-nyheder i temaet "Coop på nye hænder". Det tema kan du som læser tilgå via linket nedenfor.
Artiklen er en del af temaet Coop på nye hænder.