23948sdkhjf

Her er forståelsespapiret mellem OK og Coop Danmark

Coop erkender i forståelsespapir, at den eksisterende kurs "ikke længere er økonomisk holdbar"

Et forståelsespapir på otte sider mellem den nye majoritetsejer OK og Coop Danmark skal skabe rammen for dagligvaregigantens fremtid. 

Papiret indeholder fire overordnede punkter: Lønsomhed, god governance, foreningens formål og fælles værdier. 

Den nye aftale

  • OK og Coop Amba tilfører Coop Danmark 2 mia. kr. - aftalen ventes endeligt vedtaget på et landsrådsmøde 19.-20. april.
  • Aftalen betyder, at Coop Amba og OK deler ejerskabet af Coop 50/50, men OK har den bestemmende ejerandel. 
  • Coop lukker Coop-kæden igen, som hidtil har bestået af to testbutikker.
  • I stedet skal der i fremtiden kun satses på SuperBrugsen, Kvickly, Brugsen og 365discount. 
  • Kræn Østergaard Nielsen fratræder som adm. direktør i Coop, når aftalen er vedtaget.
  • Konstitueret direktør bliver Jeff Gravenhorst, der er formand i Coop Danmark. 
  • Ny næstformand i Coop Danmark (afløser Lasse Bolander) bliver Michael Løve, der er adm. direktør i OK. 

Kilde: Coop Danmark

Forståelsespapiret findes i sin helhed her.

"Coop Danmark befinder sig i en meget svær situation, som ikke længere er økonomisk holdbar. Igennem ti år har virksomheden mistet kunder, omsætning og indtjening, og underskuddet har nu nået et niveau, hvor krisen kræver en fundamental transformation", skriver Coop selv på sin hjemmeside om den dramatiske og radikale udvikling. 

I hovedpunkter bringer RetailNews nedenfor essensen af det fremlagte forståelsespapir.

Lønsomhed

- At købmandskab – så længe det ikke er i konflikt med de øvrige punkter i dette papir – altid skal komme først.

- At aktiviteter, der ikke ligger tæt på kerneforretningen, skæres fra – samt at der kommunikeres ærligt og direkte om, hvad der er vigtigt og batter økonomisk, så færre budskaber holder længere.

- At Coop Amba har autonomi ift. egen økonomi, men viser mådehold og fokuserer på tiltag, der også understøtter forretningen på kort eller mellemlang sigt.

God governance

- At de fagligt dygtigste personer træffer de vigtigste beslutninger.

- Der etableres et samarbejdsudvalg på tværs af Coop Amba og Coop Danmark, hvor initiativer diskuteres og udvikles i tæt samarbejde og med fælles fokus, så alle fælles emner og kommunikationen til markedet og medlemmerne er afstemt, enkel og klar.

- At det vil tage mellem 12 og 24 måneder at implementere en ny og enklere governance-struktur i Coop amba.

Foreningens formål

- At den lokale forankring og tilstedeværelse i store som små samfund samt bæredygtighed er de primære omdrejningspunkter for foreningen – og eksistentielle for forretningen.

- At Coop ambas DNA indenfor social ansvarlighed, sundhed, bæredygtighed, tryghed og kvalitet skal være tydelige og klare på en måde, der styrker Coop Danmarks konkurrenceevne til fordel for medlemmerne.

- At medlemsindflydelsen er en kerneværdi for det samlede Coop, samt at vi skal finde en måde, så flere medlemmer får substantiel indflydelse på retningen for det samlede Coop.

Fælles værdier

- At Coop går forrest indenfor oplysning, innovation, forbrugersikkerhed og omtanke.

- At Coop, hvor det understøtter forretningen, har en klar stemme i samfundsdebatten om forbrug, sundhed, bæredygtighed og lokal sammenhængskraft.

- At Coop aktivt bidrager til fornyelse og aktualisering af andelstankegangen ved at engagere medlemmerne gennem identitetsskabende aktiviteter.

RetailNews har samlet alle artikler om de seneste dages Coop-nyheder i temaet "Coop på nye hænder". Det tema kan du som læser tilgå via linket nedenfor.

Artiklen er en del af temaet Coop på nye hænder.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.14