Dagligvarekæde tager første skridt mod prisnedsættelser
Fra starten af næste uge vil den tyske dagligvarekæde Lidl tage de første skridt mod generelle prisnedsættelser i dagligvarebranchen.
Det sker i første omgang gennem prisnedsættelser på tre konkrete produkter fra kædens eget private label-sortiment.
- Vi har set toppen af prisstigningerne og forventer, atpriserne vil falde i de kommende måneder. Vi har haft positive leverandørforhandlinger, og der er faldende råvarepriser.
- Vi ser ind i, at der i den kommende tid vil komme yderligere prisnedsættelser på blandt andet mejeriprodukter, kaffe og helt almindelige dagligvarer, forklarer Rasmus Pape, der er indkøbsdirektør i Lidl Danmark, i en pressemeddelelse.
Prisnedsættelserne bliver i første omgang på ti procent, oplyser Lidl Danmark og sker som følge af forhandlinger med dagligvarekædens leverandører.
Fra mandag i næste uge træder prisnedsættelserne i kraft i samtlige af Lidls 139 butikker på landsplan.
Det er to smørprodukter fra Milbona og ét fra Engvang, som Lidl i første omgang indfører prisnedsættelser på.