Shoppingcenters overvågning filmede for meget på toilettet
I omkring et år filmede et overvågningskamera på for stort et område, når tissetrængende mænd gik ud for at lade vandet i shoppingcentret City2 i Taastrup.
Mere konkret var kameraet opsat, så det filmede omkring urinalet i et toiletområde.
Det er et brud på databeskyttelsesloven og -forordningen, og Retten i Glostrup har idømt Danske Shoppingcentre en bøde på 350.000 kroner for lovbruddet.
Danske Shoppingcentre (DSC) driver 16 centre i Danmark, herunder City2 i Taastrup. DSC er selv ejet af ATP Ejendomme og Danica Ejendomme.
Selv om der blev filmet på et for stort område ved urinalet, kunne mændenes intime dele ikke ses, understreger anklagerfuldmægtig Christopher Møller.
- Der var lavet en teknisk løsning for at pixelere ud ved selve urinalet, siger han til Ritzau.
Der var ikke opsat skiltning om, at kameraet var der.
Kameraet var opsat på grund af hærværk, fremgår det af et domsresumé på byrettens hjemmeside. Det var oppe i en periode mellem 2018 og marts 2019, og det var en gæst, der sad på toilettet, som fik øje på kameraet og klagede over det til Datatilsynet.
Tilsynet indstillede til, at DSC skulle have en bøde på 350.000 kroner.
I den forbindelse havde Datatilsynet lagt vægt på, at databeskyttelsesforordningens grundlæggende principper var overtrådt, at der var tale om potentielt rigtig mange mennesker, der var filmet i en meget privat situation, og at det var foregået over en længere periode.
Og i Retten i Glostrup argumenterede anklagerfuldmægtig Christopher Møller for, at Danske Shoppingcentre skulle idømmes netop 350.000 kroner.
DCS's finansdirektør, Claus Munkholm, siger i en skriftlig kommentar til Ritzau, at de tager dommen til efterretning og vil vende den med deres advokat.
- I DSC bruger vi videoovervågning i henhold til dansk lov, og det sker udelukkende for at øge trygheden i centrene og forebygge hærværk, siger han i kommentaren.
Dommen blev afsagt af Retten i Glostrup torsdag. Inden for to uger kan Danske Shoppingcentre anke dommen til landsretten.
/ritzau/