Kampen om hyldeplads intensiveres
Vilkårene for at komme på supermarkedernes hylder er efterhånden så barske, at en række fødevareproducenter nu frygter for deres fremtidige eksistens.
- Det har været hårdt i flere år, men i år er det gået helt amok. Detailhandlen har strammet skruen helt vildt. Det nye er, at de kræver højere såkaldte investeringer i deres kæder. Og betaler man ikke, så ryger man nærmest helt ud, siger en anonym kilde til Børsen.
Undersøgelse taler samme sprog
Og en ny medlemsundersøgelse fra Dagligvareproducenternes Forening (DLF) understøtter tendensen. Her oplever flere end tre ud af fire adspurgte virksomhedsledere øgede investeringskrav fra detailhandlen i de aktuelle årsforhandlinger. 110 virksomheder medvirker i undersøgelsen.
- Forhandlingerne mellem detailhandel og leverandører sker ikke på fair vilkår. De store detailkæder bruger rå magtanvendelse over for leverandørerne, ligegyldig hvordan deres varer har performet, udtaler Niels Jensen, der er direktør i DLF til avisen.
Beskyttelsespenge sikrer positionen
Ifølge Børsens oplysninger har det længe været sådan, at supermarkederne kan kræve et bidrag på eks. 1 pct. af leverandørens omsætning i den pågældende kæde og i år er den sats nogle steder hævet til 3-4 pct. Og det har store konsekvenser for den enkelte leverandør, hvor disse penge skal betales direkte fra bundlinjen.
Niels Jensen omtaler bidraget som en form for "beskyttelsespenge" - hvis ikke leverandørerne betaler, ryger de ud og supermarkedet finder en anden leverandør. Og ønsker den pågældende leverandør flere hyldemeter eller flere kampagner, ja så koster det såmænd endnu mere, fortæller DLF-direktøren.
Hverken repræsentanter i Dansk Supermarked eller Superbest har ønsket at kommentere sagen.