23948sdkhjf

Kunderne tørster efter Tonnys produkt: Nu har han taget et stort kvantespring

- Vi tager krummerne, sagde Tonny Jensens far altid. Nu vil den nye ejer til at tage en større bid af kagen

Fundamentet for den velkørende forretning var allerede lagt, inden Tonny Jensen takkede ja til at overtage farens pensionsprojekt i Nørresundby.

Alligevel kan indehaveren af Øl- og Vandmanden, der beskæftiger sig med salg af vand, øl og spiritus samt udlejning af anlæg hertil, velfortjent tage en del af æren for de seneste års kvantespring i antallet af kunder.

Far til Tonny Jensen og stifter af virksomheden, Asbjørn Jensen, havde siden opstarten spredt firmaets kundetyper over alt fra detailbutikker og kantiner til værtshuse og caféer. Derfor var grossistens salg ikke alarmerende påvirket under pandemien, hvor erhvervene på skift blev åbnet og lukket.

Der var med andre ord altid tørstende kunder til Øl- og Vandmanden.

Alligevel fik perioden Tonny Jensen til at lægge en ny strategi for virksomheden.

Indehaveren valgte at opruste sin annoncering og øge sit fokus på virksomhedens hjemmeside. Det har medvirket til et markant øget salg til privatkunder, mens både mængden og størrelsen på erhvervs- og foreningskunderne har fulgt trop.

Det har sendt bruttofortjenesten i vejret og efterladt Øl- og Vandmanden med et overskud på over en halv million kroner.

- Der har været smæk på over hele linjen. I vores højsæson har det være nogle ekstremt lange arbejdsdage. Det er vi på hjemmefronten blevet enige om at undgå i år, siger Tonny Jensen til Nordjyske

Lægger låg på sig selv

Derfor har indehaveren skruet op for bemandingen til den kommende sæson.

Men selvom forretningen udvikler sig positivt, er der en naturlig øvre grænse for virksomhedens potentiale.

Øl- og Vandmanden henvender sig primært til mellemstore- og store virksomheder. Iblandt kunderne er alligevel alt fra den lokale pølsevogn på hjørnet til større hoteller, caféer og kantiner.

Begrænsningen for virksomhedens potentiale ligger på skuldrene af foretagendet selv.

- Vi er åbne for alle typer af kunder og tager en dialog om, hvordan vi kan imødekomme kundens behov. Visse kundesegmenter jagter vi dog ikke selv, og det skyldes en afvejning af, om det vil koste os mere, end det vil gavne os, siger Tonny Jensen.

- Det skyldes blandt andet, at vi der kommer op imod nogle konkurrenter, vi ikke ønsker at udfordre. Det er kunsten for os at navigere i.

Til gengæld kan hans foretagende noget, som større koncernkonkurrenter ikke kan.

- Vi er kun et opkald væk og kan levere ydelser hurtigt, hvis der er et akut problem. Det spiller en afgørende rolle for ejerledere eller foreningsfolk, som ikke har tid eller overskud til at skulle igennem flere lag for at få en aftale på plads, siger Tonny Jensen.

- Det bliver vi også belønnet for, når snakken går imellem folk og erhvervsdrivende, siger han med henvisning til gammeldags mund til mund-omtale.

Blev ejer ovenpå rødvin

Det lå aldrig i kortene, at Tonny Jensen skulle være ejer af farens virksomhed.

Men da pensionsalderen nærmede sig for Asbjørn Jensen, forhørte han sin søn om muligheden for at overtage Øl- og Vandmanden over en flaske rødvin. Tonny Jensen, der dengang var bosat i Vejle med sin kone og børn, takkede hurtigt ja.

Alligevel havde han nerverne uden på tøjet, da han delte idéen med sin bedre halvdel.

- Hun mente, det var en fantastisk idé. Derfor sagde vi begge op og flyttede til Nordjylland.

Siden da har ægte- og makkerparret sat tryk på udviklingen, men altid med respekt for stifterens tilgang.

- Vi viderefører virksomheden i min fars ånd, hvor et ord er et ord, og et håndslag er en aftale.

Én ting har indehaveren dog valgt at gå på kompromis med.

- Min far sagde altid, at han gik efter krummerne. Men som forretningen er skredet frem, er jeg overbevist om, at det er på tide, vi tager en større bid af kagen, siger Tonny Jensen.

ØL- OG VANDMANDEN ApS
Regnskabsår 2022 2021
Valuta mio. DKK mio. DKK
Nettoomsætning - -
Bruttofortjeneste 3,223 2,780
Resultat af primær drift 0,793 0,609
Resultat før skat 0,755 0,570
Årets resultat 0,564 0,454
Balancestatus 2,955 2,097
Egenkapital 1,686 1,235
Antal ansatte 5 5
Kilde: CVR

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094