Salling Group investerer i solcelleanlæg for milliarder
Målet er at solenergi skal dække mindst 25 procent af Salling Groups energiforbrug i 2028.
Derfor er supermarkedskæden gået i gang med at etablere 570 solcelleanlæg på butikker, varehuse, på lagre og hovedkontorer, hvor der i forvejen bliver skruet ned for varmen, slukket for lys og kølere for at sløjfe unødvendigt energiforbrug.
Monteringen af solceller er i fuld gang og allerede inden udgangen af 2022 vil i alt 139 solcelleanlæg komme i drift, svarende til en produktion på 9,3 GWh.
- Vi har sat fuld fart på udrulning og implementering af energi- og el-besparende indsatser, som hjælper os med at sænke vores elforbrug og dermed både regningen, som er steget eksplosivt i år, samt vores CO2-aftryk. Derfor er vi meget tilfredse med, at vi på bare ni måneder lykkes med at installere solcelleanlæg, der kan producere to pct. af vores samlede elforbrug, og i løbet af de næste år vil andelen stige markant, siger CSR-direktør i Salling Group, Henrik Vinther Olesen.
Af de 139 solcelleanlæg, der bliver monteret i 2022, er de fleste på polske Netto’er, mens det herhjemme er to Bilka’er, tre Føtex’er, et lager samt på hovedkontoret i Årslev.
Salling Group fremrykkede i marts alle investeringer i grøn energi for i alt 2,4 milliarder kroner. De investeringer indebærer indkøb af nye varmepumper, køle- og fryseelementer, montering af låger på alle eksisterende kølemontre foruden altså installation af solceller på i alt 570 eksisterende Føtex, Bilka samt danske, tyske og polske Netto.
Helt konkret går investeringen på 2,5 milliarder til at sænke energiforbruget og selv producere grøn energi på tværs af Salling Groups tre markeder Danmark, Tyskland og Polen.
Salling Groups investeringer
Salling Group har fremrykket investeringer i den grønne omstilling af supermarkedskæden. Det omfatter:
• Eldrevne varmepumper erstatter olie- og gasdrevne varmekilder i 750 Bilka, føtex samt Netto i Danmark, Tyskland og Polen
• Installation af solceller på i alt 570 eksisterende føtex, Bilka samt danske, tyske og polske Netto (dvs. bygninger, hvis konstruktion kan bære installationen), samt integrering af solceller på alt fremtidigt byggeri; nye butikker, lagerbygninger, mv.
• Montering af låger på eksisterende køle- og frysemøbler i samtlige Nettos butikker i alle tre lande (en proces, butikskæderne føtex og Bilka i forvejen er næsten i mål med)
• Ældre køle- og frysemøbler erstattes i 725 butikker af moderne og mere energieffektive modeller
• Andre energireducerende tiltag som f.eks. udskiftning til LED eller nye typer LED i butikker, der allerede tidligere har udskiftet sine lyskilder
Kilde: Salling Group