23948sdkhjf

Musikglad Magasin-chef spiller trommer: "Det gør man ikke sovende"

Peter Fabricius vil gerne besøge fitnesscenteret et par gange om ugen, men han dyrker også motion, når han spiller trommer i bandet

Peter Fabricius har været adm. direktør for Magasin Du Nord i snart et år.

Han tiltrådte på topposten i oktober 2021 og var i 12 år forinden finansdirektør i det danske detailselskab. Peter Fabricius er uddannet MBA fra Copenhagen Business School i 1998. Herunder kan du læse om hans interesser inden for kultur- og fritidslivet.

Du får ansvaret for musikken til en fest hos gode venner. Hvilken kunstner er den første, du sætter på playlisten?

- Det vil uden tvivl være Prince, der i min optik er en formidabel kunstner. Jeg ville nok starte med ”1999”. Nummeret kan i høj grad løfte stemningen til en hvilken som helst fest. Jeg spiller selv trommer i et band, hvor vi har spillet Prince’ musik i mange år, så jeg er nok en smule farvet af det.

Direktørens anden side

  • I Retail News' artikelserie ”Direktørens anden side” møder du en stribe direktører fra dagligvarebranchen på en helt ny måde.
  • Vi kører denne artikelserie, fordi idræt, bøger, film, musik og kultur også er en del af fortællingen om de mennesker, der sidder for bordenden.

Hvilke former for sport og motion foretrækker du selv at dyrke i fritiden?

- Jeg prøver altid at komme omkring et fitnesscenter i løbet af weekenden og i ugens løb, når det passer ind. Men jeg vil faktisk tro, at min sekundære motion kommer fra at spille trommer i bandet. Det, kan jeg godt afsløre, ikke er noget, man gør sovende, og det er en rigtig god måde at få rørt mig på, samtidig med at jeg dyrker musikken, som jeg holder meget af.

Det er weekend, og du vil have en oplevelse i det danske kulturliv. Hvad besøger du?

- Jeg ville vælge at tage en tur i Amager Bio, der er mit favoritmusiksted. Lyden er altid fremragende, og jeg synes, der er mulighed for at høre mange forskellige kunstnere og genrer. Jeg har en meget alsidig musiksmag og er nok lidt af en musiknørd, så en koncert ville være en perfekt weekendaktivitet.

Du har netop ansat et lovende talent til dit ledelsesteam. Hvilken bog vil du anbefale vedkommende at læse?

- Jeg tror faktisk, jeg vil anbefale, at man læser bøger om historien, så man kan lære om praktiske fejl og strategier fra virkelige forhold. Den mest vigtige læresætning er i min optik at være rigtig godt forberedt.

Du har en lang køretur foran dig. Hvilken podcast sætter du på?

- Jeg ville gå efter en podcast, der har et videnskabeligt udgangspunkt. DR har mange rigtig gode, hvor videnskab og data er omdrejningspunktet, og hvor jeg føler, jeg bliver lidt klogere. Jeg er selv meget datadrevet og analyserende, så det er både sjovt og lærerigt på samme tid.

Hvilket sportshold kan få dig til at råbe passioneret ad tv-skærmen derhjemme – og kan du fortælle en anekdote om et højde- eller lavpunkt med samme hold?

- Det må være FC København. Jeg har sæsonkort til parken, og jeg står på C-tribunen med alt, hvad det indebærer. Den bedste oplevelse, jeg har haft, var nok, da vi var på gæstebesøg på Brøndby stadion til finale i 2003, hvor legendariske Hjalte Nørregaard scorer det enlige sejrsmål i overtiden.

Det er søndag, og du har tiden for dig selv. Hvilken er din guilty pleasure, som du tør dele med læserne?

- Jeg ved ikke, om det er en guilty pleasure, men det er noget, jeg oftest gør, når jeg er alene. Jeg spiller klaver. Jeg blev tvunget til at få klaverundervisning, da jeg gik i 3. klasse, og det var altså ikke lige sagen. Men som voksen er jeg glad for det og nyder at sidde med en kop kaffe og ’nørde’ med klaveret.

Du skal vise en ven fra udlandet rundt i Danmark. Hvilket stykke arkitektur vil være obligatorisk at vise vedkommende?

- Selvfølgelig Magasin på Kongens Nytorv, der i sig selv er en fantastisk smuk bygning. I det hele taget er jeg ret betaget af de mange gamle, fine bygninger, der er omkring Kongens Nytorv, blandt andet D’Angleterre og Det Kongelige Teater.

- Bydelen har mange år på bagen, og jeg synes, det er en fed kontrast til nogle af de nye og mere rå områder, som Refshaleøen, der emmer af industri og i dag er fyldt med kreativitet, kunst og mad. Den diversitet og forskellighed, byen rummer blot et stenkast fra hinanden, synes jeg er helt unikt.

Artiklen er en del af temaet Direktørens anden side.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078