23948sdkhjf

ABC Lavpris: Salget er vokset efter millioninvestering

Flere kunder lægger vejen forbi ABC's butikker for at pante i de nye, store automater. Og når de alligevel er der, ryger der mere i kundevognen

ABC Lavpris har brugt penge. Mange penge. Indtil videre omkring 6 mio. kr., men beløbet vokser hurtigt.

Årsagen er Tomra R1 - den mest moderne og avancerede pantautomat til dato. Stykprisen er rundt regnet en million kroner, og planen er at gøre plads til den store maskine i samtlige 15 butikker i kæden.

Og det er faktisk en god forretning.

Det hører ellers til sjældenhederne, at den vestjyske supermarkedskæde ABC Lavpris udtaler sig om, ja om noget som helst. Devisen i den familieejede kæde er, at den, der lever stille, lever godt.

Så når direktør Ejvind Okholm selv slår på tromme, er det værd at spidse ører. 

- Det er en moderne løsning, og vi vil gerne være et moderne supermarked. Der kommer mere og mere emballage i fremtiden, og automaten virker godt og efter hensigten. Den gør det nemmere for kunden at pante og skaber kundestrømme i vores butikker, fortæller han.

Nye tal fra Dansk Retursystem viser, at der for første gang nogensinde blev pantet over 200 mio. emballager i juli. Det svarer til 6,5 mio. flasker og dåser hver dag hele måneden.

Flere kunder og mere omsætning

ABC-kæden har søsat mange tiltag for at skabe bedre økonomi og mere bæredygtighed - LED-belysning, genanvendelse af pap osv. - og bedre pantmuligheder er med til at styrke det cirkulære pantsystem.

Men der er naturligvis også en økonomisk gulerod, ellers var Ejvind Okholm næppe en god købmand.

I Tarm, hvor den første R1 blev installeret i oktober sidste år, er antallet af pantende kunder i gennemsnit steget med 244 pct. – svarende til 467 kunder om ugen før installationen og 1606 efter. Den gennemsnitlige pantvolumen er mere end firdoblet til over 90.000 stykker emballage. 

Og uden at ville sætte kroner og øre på kan han afsløre, at omsætningen også er vokset siden pantkværnerens indtog i de butikker, der allerede har fået den.

En del af kommende renoveringer

Discountkædens fokus på gode pantløsninger og kundeoplevelser er på den måde samtidig en millioninvestering i fremtiden. 

Den nyeste pantautomat kræver en del mere plads end de ældre modeller. For at fremtidssikre de øvrige butikker går ABC Lavpris derfor med renoveringsplaner for 2023 og 2024.

- Vi startede med de første R1-automater i Tarm og Glamsbjerg. Da vi så de kørte, investerede vi i yderligere fire, og sidst på året har vi ni. Vi har desuden planer om at renovere et par af vores butikker, og jeg håber, at alle 15 med tiden har plads til en R1’er. Det er en dyr løsning, men vi tror på, at det er fremtiden inden for emballagehåndtering i detailhandlen, og vi synes, kunderne fortjener den, siger Ejvind Okholm.

ABC Lavpris' panteri

I dag har seks ud af de i alt 15 ABC-butikker installeret den grovædende pantmaskine. De er Tarm, Glamsbjerg, Fredericia, Videbæk, Vamdrup og Holsted.

I løbet af de kommende måneder får yderligere tre butikker udskiftet den nuværende pantløsning.

Mest emballage modtager den nye ABC Lavpris i Fredericia. I gennemsnit pantes 104.466 emballager om ugen, og i snit lægger 1965 pantende kunder hver uge vejen forbi butikken.

ABC-butikkerne har separate flaskerum, hvor det nye system fungerer således:

  • Plastflasker og dåser hældes direkte ind i maskinen
  • Glasflasker afleveres i en automat lige ved siden af (TOMRA T9)
  • Den panter op til 120 emballager i minuttet - fem gange hurtigere end en traditionel pantautomat
  • Flaskebon udskrives med det samme
  • Den kræver ingen speciel pantsæk eller pose

Kilde: ABC Lavpris

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078