Irma fejrer 126 års fødselsdag – og genopliver et ikon
Torsdag den 23. august er det 126 år siden, den første Irma åbnede. Det skete i Ravnsborggade på Nørrebro.
Denne begivenhed fejres sammen med butikkens kunder. Det bliver den hele dagen – men kun denne ene dag – d. 23. august.
I forbindelse med fødselsdagen genopliver kæden en Irma-klassiker, som mange ældre kunder vil huske fra 1970erne, nemlig Irma-hjertet. Det kom til verden i 1972, hvor budskabet om, at ”smil gi´r smil” blev folkeeje.
Nu er hjertet blevet opdateret, og samtidig får alle Irmas kunder mulighed for at komme med deres bud til tekst til hjertet. Sammen med Radio 100 gennemfører Irma en konkurrence i dagene 13-17. august, hvor kunder og lyttere kan komme med deres forslag. Vinderen får trykt sit budskab på hjerte- klistermærker, der deles ud i 200.000 eksemplarer på fødselsdagen. Og ikke mindst er præmien retten til at tømme en Irma-butik efter eget valg på 126 sekunder.
Dagen bliver en fest med alt det, Irma-kunderne bedst kan lide: Helt ekstra-ordinære tilbud på de klassiske og mest populære Irma-varer. Der er købt så mange varer hjem, at butikken vil få friske forsyninger flere gange i løbet af dagen. For at give flere kunder muligheden for at benytte sig af de gode tilbud har Irma udvidet åbningstiderne torsdag d. 23. august og slår så dørene op fra klokken 8 – 21.
Og så bliver både byen og butikken præget af Irma-piger, der deler bolcher og hjerteklistermærker ud. I alt vil der være over 150 Irma-piger ude i deres hvide-blå kjoler på dagen.