23948sdkhjf

Bestseller i stormvejr for social dumping 

I Taulov Dry Port er Bestseller ved at etablere lagerfaciliteter, og nu er de kommet i klemme i en konflikt mellem en underleverandør og 3F. Det skriver Fredericia Dagblad. 

Ved Taulov Dry Port, hvor også Elgiganten har lagerplads, er et polsk firma i gang med at indrette lagerfaciliteterne til Bestseller. Men ifølge 3F sker det til en timeløn på 139 kroner, hvor overenskomsten siger 240 kroner i timen. 

Det har fået 3F til at forbyde sine medlemmer at arbejde for den polske underentreprenør, men det kan også gribe yderligere om sig. I hvert fald lægger faglig sekretær ved 3F Fredericia, Benny Sørensen, ifølge avisen op til, at der kan blive indledt en sympatikonflikt. 

Bestseller ikke direkte ansvarlig

Benny Sørensen er forundret over, at Bestseller vil lægge navn til det, han kalder social dumping. 

Men så simpel er sagen ikke, hvis man spørger Bestseller. Kommunikationschef Kasper Reggelsen skriver i en mail til avisen, at de ikke opfatter sagen således. Han påpeger også, at det er Bestsellers danske entreprenør, der har hyret det polske firma, hvorfor Bestseller ikke er direkte involveret i den sociale dumping. 

- Vi både kræver og har naturligvis en forventning om, de virksomheder, vi hyrer til en opgave, lever op til de danske regler og vilkår. Det gælder naturligvis også de underleverandører, som firmaet må hyre ind. Og ved den mindste tvivl herom undersøger vi det naturligvis og tilsikrer, at det er tilfældet. Det gør vi også her, lyder det fra Kasper Reggelsen. 

Ifølge Benny Sørensen vil sympatikonflikten blive udrullet i løbet af ugen, men Kasper Reggelsen forventer, at der er fundet en løsning inden da.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094