23948sdkhjf

Black Friday løftede Boozt til nye højder

Pakkeposten, der bringer varer ud for onlinebutikken Boozt, har haft ekstra meget at se til sidste år.

Specielt i fjerde kvartal, der både omfatter Black Friday og julehandlen, var der gang i de virtuelle indkøbskurve. Det viser regnskabet, der er offentliggjort torsdag.

Selskabet, der har hovedkvarter i Malmø og er noteret på fondsbørsen i København, omsatte i månederne oktober, november og december for lige knap to milliarder svenske kroner.

Det er mere end en tredjedel af den samlede årsomsætning på 5,8 milliarder svenske kroner, som er en forbedring på 33 procent sammenlignet med året før.

Det justerede driftsresultat endte på 342,5 millioner svenske kroner, svarende til en forbedring på 18 procent.

- De seneste tre år har vi mere end fordoblet vores forretning, og samtidig øget den gennemsnitlige ordrestørrelse, hvilket er nøglen til overlegen lønsomhed på den lange bane, siger selskabets administrerende direktør, Hermann Haraldsson, i en kommentar til regnskabet.

Selv om Boozt har mærket effekten af corona på salget af festtøj, så er det lykkedes at hæve salget af andre varegrupper som børnetøj, sportstøj og indretning.

Og selskabet er fortsat optimistisk, når det gælder det aktuelle regnskabsår. Her forudser ledelsen en omsætningsvækst på 20-25 procent og et justeret driftsresultat på mellem 365 og 420 millioner svenske kroner.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078