23948sdkhjf

Ikonisk kæde fik vendt skuden under anden corona-nedlukning

Under første nedlukning var Spejder Sport i gang med at ombygge webshoppen, og det kostede dyrt. Men året efter var de tilbage på rette spor.

Med mere end 70 år på bagen har Spejder Sport oplevet en del både op- og nedture. 

Det har også gjort sig gældende under coronapandemien, hvor især 2019/2020-regnskabet var hårdt præget af nedlukningerne af detailhandlen. Det fortæller adm. direktør John Lange til RetailNews. 

- Vi fik ikke den stigning, vi kunne have haft online, fordi vi var midt i en omvæltning af vores CMS-systemer, siger han om den første nedlukning i 2020. 

Mere konkret betyder det, at de hos Spejder Sport var i gang med at lave nye systemer til deres web-butik, da pandemien indtraf, og så kunne de ikke følge med på den efterspørgsel på onlinehandel, som nedlukningen af de fysiske butikker afstedkom. 

Udviklingen blev vendt

FAKTA - SPEJDER SPORT

  • Grundlagt i 1945.
  • Ejet af Det Danske Spejderkorps.
  • Sælger outdoor-, spejder-, overlevelses- og sportsgrej.
  • Har 20 egne butikker samt en afdeling i Magasin i København.
  • Har webshop i Danmark og Sverige.

Det bar regnskabet også præg af, da årets resultat kun lød på godt en fjerdedel af bundlinjen fra året før. 

Men i 2020/2021 fik Spejder Sport vendt udviklingen. 

Webshoppen var kommet på plads, da nedlukningerne igen væltede ned over Danmark i slutningen af 2020 og i visse tilfælde - eksempelvis indkøbscentrene hvor en stor del af Spejder Sports butikker ligger – varede helt indtil maj i fjor. Det betød, at de nu kunne følge med på den store efterspørgsel, der igen ophobede sig. 

- Vi havde en voldsom vækst på web. Det giver god mening, fordi folk ikke kunne handle andre steder, siger John Lange. 

Og lige netop derfor kunne John Lange og Spejder Sport også præsentere en mere end godkendt årsrapport for regnskabsåret, der sluttede i udgangen af september 2021. 

Bundlinjen bragede frem og gik fra godt en million til 4,3 millioner kroner, mens bruttofortjenesten gik fra 43 til 52 millioner kroner. 

Kunne leve op til efterspørgsel

John Lange er derfor glad for, at det lykkedes for Spejder Sport at være klar med den nye onlineplatform, da anden nedlukning indtraf. For han var bekendt med den pludselige efterspørgsel på outdoor-grej og overlevelsesudstyr, der havde været ved første nedlukning.

Så at de kunne leve op til efterspørgslen anden gang var vigtigt. 

- Anden gang var vi bedre rustede til det. Til at folk var hjemme og skulle give sig til noget. Og til at folk havde penge, fordi de ikke kunne rejse. Hvis man har sparet op til skiferier, koncerter eller restaurantbesøg, så er der mange penge i pungen. Og så blev der også frigivet feriepenge, og det har ikke været en uvæsentlig faktor. 

Outdoor er blevet hot

På den baggrund ser John Lange også lyst på fremtiden for Spejder Sport. For selvom vi fremover efter pandemien igen kan rejse og bruge penge på oplevelser, så er der også mange varer i en butik som Spejder Sport, som folk gerne vil bruge penge på, mener han. 

- Der er grundlæggende en trend til mere outdoor. Det er blevet hot. Og der er også en tendens til, at mange folk har fundet ud af, at der er forskel på materialer og på, hvad ting kan. Og så kommer der igen festivaler og så videre, hvor folk skal bruge telte, og unge skal igen have rygsække til backpack-rejser. Så jeg tror på, at næste regnskab kan blive lige så stærkt, lyder det fra John Lange. 

Der er dog et ‘men’. 

- Man ved aldrig med corona. Vi kan aldrig se langt frem, og corona kan stadig ændre spillereglerne for os, men lige nu tror vi på, at det nok skal gå, slutter John Lange.

Spejder Sport A/S
mio. kr. 2020/2021 2019/2020 2018/2019
Bruttofortjeneste 51,9 43,6 46,7
Resultat af primær drift 5,3 1,4 4,7
Resultat før skat 5,1 1,3 4,4
Årets resultat 4,3 1,1 3,7
Balancesum 102,8 97,8 94,0
Egenkapital 60,7 56,3 56,7
Antal ansatte 100 97 96
Regnskabsåret blev afsluttet 30. september 2021.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125