23948sdkhjf

Succes-netbutik fortsætter de gode takter med kanonår

Den Herning-baserede webshop Gucca.dk har knap 20 år på bagen, og de har store ambitioner. Sidste år fortalte adm. direktør Chris Vandborg til RetailNews, at ambitionerne var at blive et online varehus. Altså en dansk pendant til Amazon.

Dengang kom de ud af det seneste regnskabsår med lutter flotte tal, og det er kun gået endnu bedre denne gang.

Bruttofortjenesten stiger fra 11,4 mio. kr. til 14,6 mio. kr., mens de på bundlinjen går fra 4,6 mio. kr. til 7,6 mio. kr. Det svarer til stigninger på henholdvis 28 og 65 procent.

Corona og dygtige medarbejdere

Et sådant resultat vækker selvsagt glæde hos Chris Vandborg. Men han er også klar over, at resultatet også er et produkt af corona-omstændighederne, hvor mange konkurrenter i form af fysiske butikker har måttet holde lukket i længere perioder.

- Det er klart, at en del af vores resultat er på en kedelig baggrund, som vi selvfølgelig helst ville have været foruden. De foregående fem år har vi ligget på en vækst mellem 20 og 25 procent per år, så det havde vi formentlig ramt igen, hvis der ikke havde været corona, fortæller han til RetailNews.

Ikke desto mindre tilskriver han også succesen til medarbejderne og Guccas interne arbejdsgange.

- Først og fremmest har vi nogle rigtig dygtige medarbejdere, som virkelig har gjort det godt. Dernæst er vores setup meget skalerbart, da mange af vores processer er automatiserede.

Klar til Amazon

Da han sidste år proklamerede, at Gucca skulle være et online-varehus og mangedoble det eksisterende antal varer - 125.000 styk - var det blandt andet med henblik på at tage kampen op med Amazon, når de før eller siden rykker ind på det danske marked.

Chris Vandborg vil dog ikke sige noget konkret om, hvor mange varenumre de har i dag, men han understreger at det hele tiden er målet at udvide sortimentet. Og så er de klar på at dyste mod den amerikanske gigant.

- Når Amazon kommer til Danmark med tusindvis af udenlandske sælgere på deres platform, så synes vi, at det er vigtigt, at der stadig er steder, hvor danske forbrugere og danske leverandører kan møde hinanden. Vi er heldigvis ikke alene om at kæmpe den kamp, for der er masser af dygtige aktører herhjemme.

I kølvandet på Arnold Buscks konkurs i fjor var Gucca begyndt at opruste markant på bog-fronten. Planen var dengang at fortsætte med det, men også at komme bredere ud i alle mulige varegrupper.

Det går den rette vej, fortæller Chris Vandborg.

- Det sidste års tid er vi begyndt at se en pæn vækst i næsten alle vores kategorier. Men vi har stadig et stort arbejde foran os, før vi er, hvor vi gerne vil være, siger Chris Vandborg og uddyber at det arbejde blandt andet indebærer at få udvidet sortimentet i endnu højere grad.

Gucca A/S
mio. kr. 2020/2021 2019/2020
Bruttofortjeneste 14,6 11,4
Resultat af primær drift 9,7 5,9
Resultat før skat 9,7 5,9
Årets resultat 7,6 4,6
Egenkapital 6,6 7,0
Antal ansatte 12 13
Regnskabsåret blev afsluttet 30. juni 2021.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.091