Sportmaster-direktør ser lyst på fremtiden: - Vi har fået ryddet op og ryddet ud
Et år med mange restriktioner og nedlukninger, herunder i lange perioder nedlukninger af storcentre, gik omsætningen tilbage for Sportmaster. Den lå 864 millioner mod 1,08 milliard året forinden.
Men lige bortset fra det, så er deres regnskab for 2020 en klar forbedring fra både 2018 og især 2019.
Året endte med et negativt resultat på knapt 60 millioner kroner. Det står i kontrast til 2018 og 2019, hvor resultaterne lå på henholdsvis minus 122 millioner og minus 470 millioner.
Centerlukninger gjorde ondt
At omsætningen faldt, er dog ikke noget, som bekymrer adm. direktør Andreas Holm.
- Corona har selvfølgelig påvirket os meget. Vi er en retailer, der er meget tung på vores centerlejemål. Det udgør to tredjedele af den budgetterede butiksomsætning, og i og med det var centrene, der var lukkede i 2020, så har det ramt vores butikker og dermed omsætningen rigtigt hårdt.
- Det er klart, vi har oplevet en opblomstring i vores små butikker, men i og med de er så lille en del af vores flåde, så har vi set et stort fald i den overordnede toplinje, siger han.
Ryddet op og ryddet ud
I slutningen af 2019 kom der nye udenlandske ejere til, og i starten af i fjor satte Andreas Holm sig selv i direktørstolen. Siden da er der blevet ryddet ud i virksomheden, og han forklarer, at faldet i omsætning også er et produkt heraf.
- Helt grundlæggende er det et år, hvor vi har fået ryddet op og ryddet ud og lukket nogle af de underskudsgivende butikker.
- Så man kan sige, at det, der redder vores resultat, er at vi har fået lukket de underskudsgivende butikker, og vi er vi meget fortrøstningsfulde om at den toplinje, som vi har haft før centerlukningerne, vil komme tilbage, lyder det fra Andreas Holm.
Det tager tid at vende
Men på trods af, at det er en forbedring fra de sidste par år, så er et negativt resultat på 59,8 millioner ikke ligefrem at foretrække. Men det bekymrer ikke Andreas Holm.
- Det tager nogen tid at vende en forretning rundt, og i og med vi kom ind i året med helt ny ejer og ny ledelse, der først blev sat i løbet af de første par måneder, så tager det noget tid at vende så stor en kæde som vores rundt.
Derfor er han fortrøstningsfuld for de kommende år. Han påpeger, at faldet i omsætning primært har skyldtes føromtalte centerlukninger, og når man ser på det forbedrede resultat, så mener han, de ville have været i plus allerede i 2020, hvis det ikke var for en vis pandemi.
Derfor ser Sportmasters administrerende direktør postivt på 2021 og fremover.
- Jeg synes, vi står stærkt. Vi er kommet stærkt ind i 2021. Vi har stor støtte og stor stabilitet fra vores ejere. Vi har penge til at udvikle forretningen yderligere. Vi har også fået en ejer, der har investeringslyst og mod til at sige, at hvis der er noget, der er underskudgivende og vi skal relokere for at blive overskudsgivende, så er vi klar til at investere på kort sigt for at blive profitable på langt sigt.