23948sdkhjf

Topadvokat går efter konkurskarantæne til berygtede webshopsvindlere

Det aarhusianske netværk, der i årevis har svindlet med diverse webshops og produkter som Smilebright, Copenhagen Lashes og Myposture, skal have konkurskarantæne. I hvert fald hvis det står til advokat Boris Frederiksen fra Kammeradvokaten.

Boris Frederiksen er kendt som en af landets største konkursadvokater og har indstillet flere grene af netværket til konkurskarantæne for de personer i netværket, som har ført groft uforsvarlig forretningsførelse. Det skriver Berlingske.

Tjener millioner

RetailNews har tidligere beskrevet, hvordan vennegruppen har tjent millioner, mens de i kølvandet har efterladt hundrede- hvis ikke tusindvis af forurettede kunder fra de forskellige webshops.

I centrum af netværket står Mark Haugaard og Halfdan Harring. De har på trods af beskyldninger om salg af kopivarer, snylten på konkurrenter, falske priser og opdigtede anmeldelser tjent et tocifret millionbeløb på virksomheden Myposture, der sælger påstået holdningskorrigerende tøj.

Før jul indgav de to ejere pludselig konkursbegæring. Kort forinden havde de på auktion forsøgt at sælge deres varelager, der i virkeligheden er billige Kina-varer købt til få kroner. Den auktion blev stoppet, efter at RetailNews havde omtalt den.

I kødet på Smilebright

Topadvokaten går i denne omgang efter karantæne mod at lede en virksomhed til Emil Schmidt og Frederik Sørensen. De har begge været ejere af virksomheden Online Traders, som Boris Frederiksen er kurator for.

Online Traders stod bag Smilebright, som har solgt tandblegningsprodukter til titusindvis af danskere. I 2019 kunne DR-programmet Kontant afsløre, at produkterne er farlige og kan ætse både tænder og tandkød, fordi de indeholder 75 gange den tilladte mængde ren brintoverilte i håndkøbsprodukter.

Emil Schmidt har også gjort sig inden for hårfjerningsprodukter, vingummibamser, der skulle give sundt hår, og en efterligning af den kendte blender Nutribullet.

For et par år siden lavede han en webshop sammen med Frederik Sørensen med selvbrunerprodukter, hellotan.dk, som brugte stjålne billeder fra en konkurrent. Det var også i regi af Online Traders, som nu er under konkurs.

I Forbrugerombudsmandens søgelys

Boris Frederiksen er som udpeget kurator også i gang med at behandle konkurssagen vedrørende Copenhagen Lashes, der havde en anden i netværket som ejer. En webshop, som Forbrugerombudsmanden har fået godt og vel 1000 klager over, fordi forbrugerne blev opkrævet penge for et bindende abonnement uden at have godkendt det.

Forbrugerombudsmanden politianmeldte for flere år siden Posture Clothing ApS for brud på markedsføringsloven. Selskabet blev pålagt en bøde på 700.000 kr., som imidlertid ikke er betalt. 

For tiden ligger flere sager åbne hos politimyndighederne. Blandt andre en mod Copenhagen Lashes' ejer, som er sigtet for bedrageri og under efterforskning ved Østjyllands Politi.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.116