Ekspanderer vildt og tjener rekordmange penge
Detailgiganten Biltema har travlt med at bygge nye varehuse rundt om i landet, og det sker ikke på bekostning af økonomien.
Både omsætningen og indtjeningen nåede sidste år rekordhøjder, på trods af at Biltemas danske varehuse i perioder var tvangslukket. Det viser et nyt årsregnskab.
Biltema Danmark omsatte i 2020 for 825 mio. kr. mod 657 mio. kr. året før. En stigning på 25 pct. Resultatet efter skat voksede fra 25 mio. kr. til 33 mio. kr. – det bedste resultat nogensinde.
RetailNews har spurgt adm. direktør Jacob Borring Møller til en kommentar, men han er ikke vendt tilbage på vores henvendelser. I regnskabets ledelsesberetning bliver resultatet for 2020 kaldt ”tilfredsstillende.”
Vigtig livline
Som en af de få store detailvirksomheder har Biltema ikke en decideret netbutik. Derfor måtte kæden tænke hurtigt sidste forår, da landets udvalgsvarebutikker blev tvangslukket.
Biltema lancerede en drive in-løsning, der siden har fungeret som en vigtig livline. Samtidig har den svenskejede kæde trods usikkerheden med corona fortsat sine ambitiøse ekspansionsplaner.
Biltema har 13 danske varehuse, men flere er på vej. Tre af varehusene - i Herning, Thisted og Kalundborg - åbner i sidste halvdel af 2021, mens det fjerde Biltema-varehus skal stå klar i Nykøbing Falster i foråret 2022.
Biltemas ekspansion er led i en vækstplan med en målsætning om 25 danske Biltema-varehuse inden udgangen af 2025. Til hvert af de nye varehuse skal der ansættes mellem 25 og 60 nye medarbejdere.
Ny fremgang i vente
I alt har Biltema 152 varehuse fordelt i Danmark, Norge, Sverige og Finland. Kædens sortiment tæller 19.000 forskellige produkter inden for bl.a. biltilbehør, reservedele, værktøj og gør det selv-artikler.
I år forventer Biltema Danmark endnu en stigning i både omsætning og indtjening. Det sker til trods for, at kædens 13 varehuse alle var lukket i årets første måneder.
- Dette forhold har medført en tilbagegang på 50 pct. i omsætning i årets første to måneder, der dog ikke påvirker forventningen til udviklingen for hele 2021, står der i regnskabet.
mio. kr. | 2020 | 2019 |
---|---|---|
Nettoomsætning | 825 | 657 |
Resultat af primær drift | 43,2 | 33,0 |
Resultat før skat | 42,9 | 32,5 |
Årets resultat | 33,4 | 25,3 |
Balancesum | 259,3 | 213,5 |
Egenkapital | 174,3 | 140,8 |
Antal ansatte | 219 | 185 |
Regnskabsåret blev afsluttet den 31.12.2020 |