23948sdkhjf

Brødrepar satsede butikken på ny trend

Et brødrepar fra Aarhus med en passion for vinylplader valgte i 2011 at kaste sig over en af de mest udsatte butikstyper, man kan forestille sig.

Philip og Michael Thruesen åbnede en onlinebutik, Vinylpladen.dk, og supplerede sidenhen med en fysisk butik i Smilets By. Mens massevis af musik- og pladeforretninger rundt om i landet er lukket på stribe, holder de to iværksættere stand.

- Vi vidste godt, at branchen er hård. Men vi har forsøgt at være forudseende og kigge på de konkurrenter, som kommer og går. Og vi føler selv, at vi har fundet en ret god opskrift på succes, siger direktør og medejer Philip Thruesen.

RetailNews har trukket tal fra Danmarks Statistik over den type butikker, som der i perioden 2010-2019 forsvandt flest af. Her ligger musik- og pladeforretninger helt i bund med en tilbagegang i antal butikker på 75 pct.

Gik all in

Vinylpladen.dk blev i den første håndfuld leveår drevet som et hobbyprojekt ved siden af Philip og Michael Thruesens studier. Da studierne var gennemført, gik Philip Thruesen all in, mens brormand landede et fuldtidsjob hos IBM.

Idéen med at åbne en fysisk butik, mens mange andre må dreje nøglen om, var ifølge Philip Thruesen en velovervejet beslutning.

- For nogle kunder betyder det noget, at de kan hente varen hurtigt, og ikke skal vente på forsendelser. Mange har en bestemt vare, som de mangler. Den bestiller de til afhentning i butikken. Her er det så vores opgave at inspirere dem til at købe mere med hjem, siger Philip Thruesen.

Modsat mange andre af de tilbageværende eller lukkede musikbutikker har Vinylpladen.dk ikke opstillet sin musik alfabetisk. Kunderne skal have nye indtryk og føle, at butikken er spændende og anderledes at bevæge sig rundt i. På den måde bliver en onlinekunde også ofte til en fysisk kunde, siger Philip Thruesen.

Skal spille sammen

Den fysiske butik er Vinylpladen.dk’s ansigt udadtil. Her kan kunder få hjælp og personlig vejledning. Butikkens placering på Jens Juuls Vej i Viby J er heller ikke tilfældig.

- Kundegruppen for fysiske musikmedier gør, at der ikke er megen mening i at ligge på en dyr strøgplacering, siger Philip Thruesen og understreger samtidig vigtigheden af, at den fysiske butik og onlinedelen spiller sammen.

Mens salget af CD’er de senere år har været kraftigt nedadgående, forholder det sig stik modsat med vinylplader. De er på en støt, opadgående kurve.

- Vi tror på, at kurven fortsætter. Vinylplader skal ikke konkurrere med streaming, men det er også en anden type produkt til en anden målgruppe. Køberne er mere kræsne. Men vi har et bredt kundesegment, siger Philip Thruesen.

Fornyelse

Vinylpladen.dk beskæftiger fire-fem fuldtidsansatte. Tre år i træk har Aarhus-virksomheden givet overskud, og den forsøger hele tiden at forny sig og ikke tro, at virkeligheden er den samme om fem år.

Om der skal åbnes flere fysiske butikker, tvivler Philip Thruesen på.

- I udgangspunktet vil jeg hellere lave en større og mere imponerende butik, som er værd at rejse langt efter, siger han.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.173