23948sdkhjf

20 år gammel kæde runder 500 butikker

Den danske butikskæde NærKØB er på få år lykkedes med at vende en hastig butikstilbagegang til massiv vækst og runder nu endnu en milepæl.

For lidt over en måned siden rundede NærKØB 400 butikker, og det tal er nu vokset til 500, lyder det i en pressemeddelelse.

- Det er en unik milepæl, vi er meget stolte af. Allermest fordi vi er nået hertil i kraft af medlemmernes forandringsvillighed og i høj grad den tilpasningsevne, de enkelte butikker har for at imødekomme de lokale forbrugeres behov, udtaler Jens Bylling Jensen, adm. direktør i NærKØB.

Styrken ved kæden

For blot fem år siden var der kun 165 NærKØB-butikker tilbage rundt om i landet. Nu er der over 500, og NærKØB er dermed den suverænt største frivillige kæde for selvstændige i kiosk- og convenience-sektoren.

Kæden omfatter både kiosker, nærbutikker, tankstationer, campingpladser og havnekiosker fordelt over hele landet.

- En af vores styrker er, at vi giver butikkerne det frie valg og ikke tvinger et stramt koncept ned over butikken, og det er frit for butikkerne, om de vil være med i andre foreninger end vores, siger Jens Bylling Jensen.

Selvom butiksantallet de senere år har ændret sig drastisk, er den oprindelige strategi og filosofi i Nærkøb nogenlunde uændret. Den handler om at lade butikkerne designe eget indhold og tilpasse sig lokalområderne, uden at kædekontoret skal diktere for meget.

Massevis af lukninger

Som medlem af NærKØB betaler man 7.000 kr. om året. Kravene til at blive medlem er, at man på facaden af sin butik markerer, at man er en del af kæden. Derudover skal man lægge størstedelen af sin handel hos en af NærKØBs to grossister.

Særligt blandt landets kioskejere har de seneste to årtier budt på massevis af lukninger. Tidligere nød kioskerne godt af, at lukkeloven ikke tillod supermarkeder og discountbutikker at holde åbent så længe.

Nu har mange af kioskerne luget ud i de fornødenheder, som danskerne i høj grad køber i dagligvarebutikkerne, og satser i stedet især på spil, tobak, slik og ikke mindst pakkeudlevering.

Ifølge den seneste prognose fra Retail Institute Scandinavia er det især kiosker uden for kædetilhørsforhold, som går barske tider i møde. De vil fortsat lide lukkedøden i stor stil.

Kæder som 7-Eleven og NærKØB vil imidlertid vokse i butiksantal, forudser Retail Institute Scandinavia.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078