23948sdkhjf

Første underskud i syv år: Dansk butikskæde sadler om

Landets største taske- og kuffertkæde Neye er som så mange andre i detailhandlen blevet hårdt ramt af coronakrisen. Lange periode med tvangslukkede butikker sætter sine spor i det årsregnskab, som kæden netop har offentliggjort.

For første gang siden en stor turnaround tilbage i 2012/2013 har Neye-kæden underskud. 5,5 mio. kr. lød underskuddet på i seneste regnskabsår.

Coronakrisen har dog også givet anledning til en større transformation hos Neye, der har konverteret en del af den tabte omsætning fra det kriseramte kuffertsalg til en ny kategori indenfor aktiv fritid. Til april lanceres den næste nye satsning; Boligtilbehør.

- Det er afgørende for Neye, at vi hele tiden tilpasser os den aktuelle efterspørgsel både online og i vores fysiske butikker. Vi har under coronakrisen været markant udfordret på vores rejsekategori, men er lykkedes med at konvertere en del af det tabte over til danskernes nye måder at være sammen på. Desuden har vi investeret i vores online-shop, som har været i kraftig vækst, siger adm. direktør Camilla Raffnsøe.

Dyk i salget

Omsætningen i Neye-kædens 43 danske butikker er faldet fra 324 mio. kr. til 271 mio. kr. Det var andet år i træk med vigende salg.

Inden coronakrisen ramte, havde Neye været gennem en større omstilling af forretningen med fokus på at tilpasse sig ændret forbrugeradfærd og øget onlinehandel. Derfor var der forventninger om vækst til 2020-regnskabet. Det lavede coronavirussen om på.

Neye er ejet af Neye-fonden, som i modsætning til selve butiksdelen kom ud af 2020 med et overskud på 26.000 kr. Fonden giver støtte til dansk kræftforskning – sidste år 3,3 mio. kr.

- Selv i et vanskeligt coronaår er vi glade for at kunne donere et millionbeløb til det gode og vigtige formål, siger Camilla Raffnsøe.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.156