23948sdkhjf

Landsret: Nets' kortgebyrer var urimelige og kunne sænkes

Mod sin vilje blev betalingsselskabet Nets i 2013 tvunget til at sænke gebyret, når kunder betaler med dankort i netbutikker.

Det var Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, der påbød Nets at sætte det gennemsnitlige gebyr ned. Og da Nets fandt beslutningen urimelig, stævnede selskabet styrelsen.

Otte år efter har Østre Landsret truffet afgørelse i sagen: Kravet var i orden.

Domstolen har således frifundet styrelsen.

Stridens kerne bunder i, hvorvidt det var retfærdigt, at styrelsen i 2013 besluttede, at kortgebyret skulle sættes ned fra 1,90 kroner til 1,20 kroner med øjeblikkelig virkning.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen mente, at Nets havde monopol på betalingsområdet. Det var Nets dog langtfra enig i. Selskabet mente modsat, at gebyrerne ikke var urimeligt høje.

Nets' argument var først og fremmest, at der ifølge selskabet er flere alternativer til at betale på nettet end dankort. Dermed er der også reel konkurrence, mener Nets, der vil have sagen videre i retssystemet.

- Vi er ikke enige i den præmis, som landsretten lægger til grund for beslutningen. Derfor appellerer vi nu sagen til Højesteret, siger Søren Winge, pressechef i Nets, i en skriftlig udtalelse.

Allerede før Nets stævnede Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen i 2013, havde sagen flere år på bagen.

I 2010 indgav Foreningen for Dansk Internethandel, FDIH, således en klage til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen over Nets' kortgebyrer ved betaling på internettet.

Da styrelsen nåede sin afgørelse i 2013, vurderede FDIH, at det lavere gebyr ville spare netbutikker og forbrugere for mere end 600 millioner kroner frem mod 2020.

Nets, der ud over at styre Dankortet også står bag Betalingsservice, blev til i 1969 under navnet PBS.

I 2010 fusionerede selskabet med norske Nordito, hvor det fik navnet Nets. Selskabet er siden blevet solgt til den italienske betalingsgigant Nexi i en handel til en værdi af 45 milliarder kroner.

/ritzau/

Læs mere om: Nets
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095